Per Nørgård - Concerto in due tempi

CONCERTO IN DUE TEMPI

Skarpskårne motiver

Klaverkoncerten er udover at være båret af ideen om tempolagene en koncert i klassisk forstand: En virtuos klaverstemme og en nærmest diverterende karakter gør den 'nem at gå til', på trods af den rytmiske kompleksitet. Motiverne er enkle, korte og skarpe og genkommer mange gange netop i de forskellige tempolag.

En forrygende start skabes med det første motiv:

Det første tempolag er hermed med det samme etableret. -(5:7)-laget dertil dukker op i takt 14 i klaverstemmen - med begyndelsesmotivet, så tempoforskellen tydeligt kan høres. Oven i købet spiller piccolofløjten igen et

-lag til klaverstemmen i takt 14:

Tempolagene i koncerten høres somme tider samtidig. Et enkelt tempolag vil dog som regel være i forgrunden.

Puls og tæppebanker, forgrund og baggrund

PN:

Man oplever jo ikke i klaverkoncerten, at der kommer snart det ene, snart det andet tempo. Hvad man derimod oplever er, at et af de to tempi er lidt mere i forgrunden end det andet. Efter en vis tid - når det passer til min intuition - dukker så det andet tempo fra undergrunden op til overfladen. Hvad sker der nu med det forrige tempo? Det forsvinder ikke, men synker tilbage under overfladen og virker videre der, under vanskeligere betingelser. Det har så at sige dagens problemer. Rytmen er jo næsten et 3:2- forhold, men kun næsten. Al den frihed, som den ville have, hvis dens forhold var enkelt, har den ikke. Den har så at sige ingen faste rødder. Efter en vis tid vender forholdet igen, og den forhen undertrykte rytme er dagens herre igen. Sådan går det jo også med os mennesker. Hvad der glæder mig meget ved klaverkoncerten er, at det er et så tilgængeligt værk.

LT: "Motiverne er skarpt skårne."

PN:

Ja, der er enkle motiver og en klar retning. Den formentlige komplicerethed, som man kunne læse ud af udsagnet om, at der hele tiden er to tempi, stiller en egentlig foran en ret enkel perceptiv udfordring: Det er en musik fuld af puls, men ikke en puls, der bare kommer til en, som man sidder der og lytter - det kunne jo også gå hen og blive enerverende i længden, og billedet af en tæppebanker ville trænge sig på.

Men lige så lidt er der ingen puls. De fleste mennesker har jo en slags pulsopfattelse. Denne intuitive opfattelse, som man har i kroppen: Pludselig er den sansede puls væk, og man har måske slet ikke bemærket det. Dette skift kan ske helt ubemærket. Derigennem åbner sig en mulighed for show og alvor i musikken. Helle, som ofte karakteriserer min musik særdeles rammende, sagde engang, at det er, som om der midt i en alvorlig passage pludselig udspringer tegneserie-figurer.

LT: "Musikken er delvis ret morsom."

PN:

Det er rigtigt. Det er jo ikke sådan i femte symfoni med dens surrealistiske træk. Klaverkoncerten har et overskud af velbefindende ...

LT: "Spiller tonesøerne egentlig en rolle i klaverkoncerten?"

PN:

Nej. Men med kan man jo skabe en uendelige kanon. Jeg mener, at 's spænding til 1, som hver matematiker jo kender, bedst lader sig repræsentere gennem to to-tone-rækker i indbyrdes og tritonus-afstand.

Tritonus

LT: "I forordet til klaverkoncerten skriver du, at to tempoforhold er fremherskende der: Det ene er 72 og 100, det andet er 85 og 120. Dette er -forhold der også spejles i de to intervaller d-as og f-h, der bærer adskillige af koncertens motiver. Jeg regnede lidt på det og fandt, at jo genspejles i frekvensforholdene i en tritonus."

PN:

Nøjagtigt. Klaverets stemning er bygget op på , delt med 12. Jeg har længe ræsonneret over dette forhold. Tager man f.eks. de to overtonerækker i en tritonus, så vil, hvis det er en ægte tritonus, ikke en af overtonerne falde sammen. Jeg prøvede på at overføre dette til det rytmiske plan: Når nu disse overtoner aldrig falder sammen, hvad vil der ske, hvis man projicerer dette fænomen ud i et tids-plan? Så ville der opstå en musik, hvor alt ville komme tæt på hinanden, men aldrig falde sammen. Denne vision har allerede længe været i min bevidsthed og også i min musik. Tænk bare på pischop-rytmen i slagtøjsværkerne.

Tritonus-intervallet spiller selvfølgelig også en stor rolle i klaverkoncertens mange motiver. Her er det første af to eksempler.

Det andet eksempel er et gennemgående vigtigt klavermotiv i hele koncerten, der første gang dukker op fra takt 50-58 og bliver gentaget:

Man hører tritonus-intervallet som det absolut fremherskende - også -5:7-rytmen kan høres, og man kan endda høre en rytmisk kanon mellem over- og understemme: Understemmen er en nogenlunde omvending af overstemmen og starter 4/32 efter denne, men med samme rytme. Tydeligt fornemmes den gyngende puls, der er så særegen for Nørgårds musik: En tydelig puls, næsten swingende - men man ved bare aldrig rigtig, hvornår næste slag kommer: Et klingende paradoks, der tydeligt viser, at vores sproglige begrebsverden kun kan skildre vore sanselige oplevelser i utydelige omrids.


				CONCERTO IN DUE TEMPI

				Skarpskårne motiver Klaverkoncerten er udover at være båret af ideen om tempolagene en koncert i klassisk forstand: En virtuos klaverstemme og en nærmest diverterende karakter gør den 'nem at gå til', på trods af den rytmiske kompleksitet. Motiverne er enkle, korte og skarpe og genkommer mange gange netop i de forskellige tempolag. En forrygende start skabes med det første motiv:

				Det første tempolag er hermed med det samme etableret. -(5:7)-laget dertil dukker op i takt 14 i klaverstemmen - med begyndelsesmotivet, så tempoforskellen tydeligt kan høres. Oven i købet spiller piccolofløjten igen et -lag til klaverstemmen i takt 14:

				Tempolagene i koncerten høres somme tider samtidig. Et enkelt tempolag vil dog som regel være i forgrunden.

				Puls og tæppebanker, forgrund og baggrund PN: Man oplever jo ikke i klaverkoncerten, at der kommer snart det ene, snart det andet tempo. Hvad man derimod oplever er, at et af de to tempi er lidt mere i forgrunden end det andet. Efter en vis tid - når det passer til min intuition - dukker så det andet tempo fra undergrunden op til overfladen. Hvad sker der nu med det forrige tempo? Det forsvinder ikke, men synker tilbage under overfladen og virker videre der, under vanskeligere betingelser. Det har så at sige dagens problemer. Rytmen er jo næsten et 3:2- forhold, men kun næsten. Al den frihed, som den ville have, hvis dens forhold var enkelt, har den ikke. Den har så at sige ingen faste rødder. Efter en vis tid vender forholdet igen, og den forhen undertrykte rytme er dagens herre igen. Sådan går det jo også med os mennesker. Hvad der glæder mig meget ved klaverkoncerten er, at det er et så tilgængeligt værk. LT: "Motiverne er skarpt skårne." PN: Ja, der er enkle motiver og en klar retning. Den formentlige komplicerethed, som man kunne læse ud af udsagnet om, at der hele tiden er to tempi, stiller en egentlig foran en ret enkel perceptiv udfordring: Det er en musik fuld af puls, men ikke en puls, der bare kommer til en, som man sidder der og lytter - det kunne jo også gå hen og blive enerverende i længden, og billedet af en tæppebanker ville trænge sig på. Men lige så lidt er der ingen puls. De fleste mennesker har jo en slags pulsopfattelse. Denne intuitive opfattelse, som man har i kroppen: Pludselig er den sansede puls væk, og man har måske slet ikke bemærket det. Dette skift kan ske helt ubemærket. Derigennem åbner sig en mulighed for show og alvor i musikken. Helle, som ofte karakteriserer min musik særdeles rammende, sagde engang, at det er, som om der midt i en alvorlig passage pludselig udspringer tegneserie-figurer. LT: "Musikken er delvis ret morsom." PN: Det er rigtigt. Det er jo ikke sådan i femte symfoni med dens surrealistiske træk. Klaverkoncerten har et overskud af velbefindende ... LT: "Spiller tonesøerne egentlig en rolle i klaverkoncerten?" PN: Nej. Men med kan man jo skabe en uendelige kanon. Jeg mener, at 's spænding til 1, som hver matematiker jo kender, bedst lader sig repræsentere gennem to to-tone-rækker i indbyrdes og tritonus-afstand.

				Tritonus LT: "I forordet til klaverkoncerten skriver du, at to tempoforhold er fremherskende der: Det ene er 72 og 100, det andet er 85 og 120. Dette er -forhold der også spejles i de to intervaller d-as og f-h, der bærer adskillige af koncertens motiver. Jeg regnede lidt på det og fandt, at jo genspejles i frekvensforholdene i en tritonus." PN: Nøjagtigt. Klaverets stemning er bygget op på , delt med 12. Jeg har længe ræsonneret over dette forhold. Tager man f.eks. de to overtonerækker i en tritonus, så vil, hvis det er en ægte tritonus, ikke en af overtonerne falde sammen. Jeg prøvede på at overføre dette til det rytmiske plan: Når nu disse overtoner aldrig falder sammen, hvad vil der ske, hvis man projicerer dette fænomen ud i et tids-plan? Så ville der opstå en musik, hvor alt ville komme tæt på hinanden, men aldrig falde sammen. Denne vision har allerede længe været i min bevidsthed og også i min musik. Tænk bare på pischop-rytmen i slagtøjsværkerne. Tritonus-intervallet spiller selvfølgelig også en stor rolle i klaverkoncertens mange motiver. Her er det første af to eksempler.

				Det andet eksempel er et gennemgående vigtigt klavermotiv i hele koncerten, der første gang dukker op fra takt 50-58 og bliver gentaget:

				Man hører tritonus-intervallet som det absolut fremherskende - også -5:7-rytmen kan høres, og man kan endda høre en rytmisk kanon mellem over- og understemme: Understemmen er en nogenlunde omvending af overstemmen og starter 4/32 efter denne, men med samme rytme. Tydeligt fornemmes den gyngende puls, der er så særegen for Nørgårds musik: En tydelig puls, næsten swingende - men man ved bare aldrig rigtig, hvornår næste slag kommer: Et klingende paradoks, der tydeligt viser, at vores sproglige begrebsverden kun kan skildre vore sanselige oplevelser i utydelige omrids.
	Nodeeksempler © Edition WH