Concerto in due tempi

for klaver og orkester

Af Leif Thomsen

Komponeret 1994-95

Uropførelse d. 5.5. 1996 med Per Salo og Danmarks Radios Symfoniorkester, dir. Leif Segerstam, i Danmarks Radio i anledning af overrækkelsen af Léonie Sonnings Musikpris.

Varighed 30 min.

Due tempi
Sammenfald
Modsætningernes sammenfald
Skarptskårne motiver
Puls og tæppebanker, forgrund og baggrund
Tritonus
Kadencen
Kommentatoren

Due tempi

Forestil dig, at du ser to film samtidig. Filmene er ikke så meget forskellige fra hinanden. Personerne er de samme, og handlingerne er sammenlignelige. Men de to film kører i forskellige hastigheder: Mens personerne i den ene film går i rolig gang fra den ene ende af værelset itl den anden, drejer de samme personer i den anden film sig rundt om sig selv og tager uforudsigelige omveje - for til sidst at nå værelsets anden ende samtidig med personerne i første film. Handlingen er den samme og alligevel ikke den samme.

Forestil dig nu de to film kopieret sløret oven i hinanden. Sommetider ser du første film, så den anden igen, sommetider skygger de for hinanden. Skiftene er uforudsigelige. Ser du en film eller to?

Omtrent dette kunne være en filmisk omsætning af ideen til Concerto in due tempi, så vidt man nu kan skildre en musikalsk ide i film, endsige ord - og så vidt der er tale om en idé omsat i musik: For det er ikke det, man først som tilhører falder over. Koncerten er først og fremmest en sprællevende musikalsk fortælling.

Sammenfald

Hvad er det størst mulige tempomæssige modsætningsforhold mellem to konstante tempi? Er det en fordobling eller halvering, en tredobling, eller måske bare halvanden gange så hurtigt eller langsomt? Hører man alle disse tempoforhold samtidig, vil man høre sammenfald et eller andet sted, mere eller mindre ofte, alt efter hastighedsforholdet. Kig f.eks. på en fordobling af tempoet:

Sammenfaldet er et fænomen, som vi oplever, når vi ganger tempoet med et helt tal. Men også ganget med en brøk vil man før eller senere opleve et sammenfald at stemmerne. Vil man altså undgå sammenfald, må man ty til irrationale talforhold.

- Modsætningernes sammenfald

Der findes forskellige irrationelle talforhold. Det gyldne snit f.eks. er et sådant, og det kendes fra mange af Nørgårds kompositioner. Et af de mest kendte irrationelle talforhold er , og det er det, Nørgård bruger i klaverkoncerten. To rytmiske lag i -afstand til hinanden vil aldrig falde sammen. Dermed vil de skabe maksimal rytmisk kompleksitet ud fra et ret enkelt udgangspunkt - en simpel formel så at sige.

Men ideen rummer også et andet besnærende perspektiv. -proportionerne tillader nemlig, udover den størst mulige modsætning mellem to rytmiske lag, til og med også deres sammenfald. Og dette på en sådan måde, at der åbnes for et uendelighedsperspektiv. Dette kan nemmest illustreres ved følgende nodeeksempel, hvor to-tone rækken kommer i fjerdedele, dernæst i forlængede nodeværdier i hvert nodesystem:

Se desuden skitsen fra Per Nørgårds hånd.

I dette eksempel vises en to-tone-uendelighedsrække med regelmæssig puls, der hver gang forstørres op med faktoren - nodeværdierne i de ÒskæveÓ lag er tilnærmede. Tager man hver anden tone i rækken, kommer den igen i halvt tempo og så fremdeles. Det betyder, at rytmeforholdet mellem tempo 1 og tempo indeholder sig selv uendelig mange gange. Strengt taget behøver man altså slet ikke at notere de andre lag i eksemplet; de er der allerede.

Nørgård komponerer nu altså med denne grundlæggende idé i baglommen. Det gør han selvfølgelig ikke dogmatisk. Enhver se, at den fuldstændig konsekvente gennemføring af to rytmiske lag i et nøjagtigt -forhold er et ret komplekst foretagende. Alene den rytmiske notation er p.gr. af det irrationale talforhold alt for kompliceret for de udførende. Så Nørgård benytter sig af tilnærmelser. 7:5 -(1,4) -forholdet er en ganske god tilnærmelse til (1,4142...).