Symfoni nr. 5

Af Leif Thomsen


    Komponeret 1990, revideret 1991

    1. opførelse 6.12.1990 i Danmarks Radio. Radiosymfoniorkestret, dirigent Esa-Pekka Salonen. Den reviderede versions 1. opførelse 1.5.1992 på NUMUS-festivalen i Århus af Aarhus Symfoniorkester, dirigent Elgar Howarth.

    Varighed 35 minutter.

NB på grund af en restriktiv politik fra pladeselskabet Chandos er det ikke alle musikeksempler, der rent faktisk er til stede.


En idyl

En landsby på en lille ø i Stillehavet: En sen formiddag er alle landsbyens indbyggere optaget af deres sysler: Børnene sidder udenfor skolehuset på deres stråmåtter og bliver undervist. Kvinderne laver mad og små grise render omkring, mens mændene er fuldt optaget med at drøfte verdens større og fremfor alt dagens mindre problemer. En idyl altså. Omend ...



Den fjerne rumlen

Luften dirrer næsten umærkelig. Alle løfter hovedet og lytter: Var der ikke en fjern rumlen? Hvad kan den betyde? De ældre indbyggere kan huske det endnu: Sådan begyndte det også for 25 år siden, da den store bølge kom. I et nu er alle på flugt. Heldigvis ligger der en lille høj lige ved landsbyen, hvor alle stormer op på.

Fra Pacific Tsunami Museum



Tsunami’en

Og da kommer den allerede: Den store flodbølge, en tsunami, udlåst af et underjordisk jordskælv. Den skyller med stor kraft ind i landsbyen. Meget er ødelagt. Heldigvis er der ingen omkomne, og landbyboerne hjælpes ad med genopbygningen.

Flodbølgen i musikken

En flodbølge, en tsunami, går også på tværs af Per Nørgårds femte symfoni. Ikke kun en gang, men adskillige gange kommer den. Og at den vil komme til at spille en vægtig rolle i symfoniens forløb, det er klart allerede fra begyndelsen af.



Tystheden

Men: Billedet af flodbølgen som een indfaldsvinkel til femte symfoni er selvfølgelig ikke dækkende - fordi en oversættelse i et andet symbolsystem aldrig vil være dækkende: Den musikalske flodbølge bliver nemlig, anderledes end en konkret flodbølge, opslugt af et stort TYSTHEDENS HUL. Efter at musikken er forsvundet deri, gylpes den endda op igen:



Hvad er det grundlæggende?

Måske bliver man altså nødt til at forfine vor altid utilstrækkelige billeddannelse: Det er måske tystheden, der er det grundlæggende element i symfonien. For tystheden er musikkens skaber: Al klang kommer derfra og går derind igen, for i mellemtiden at være iblandt os. Og udfra dette billede mister flodbølgen sit frygtindgydende væsen: Hvis tystheden er al musiks oprindelse, så er flodbølgen ikke bare ødelæggelse, men indeholder også et moment af visdom: „Nej, folkens! Det her bliver for vildt! Vi må se at gøre tavlen ren, inden vi går videre!“