Violinkoncert

3. sats

Af Svend Hvidtfelt Nielsen

Den anden vej

1. satsens tema "Den Vilde Brud" og Passacagliastrukturen i 2. sats kan ses som to forskellige eksempler på forgrunds/baggrunds-problematikken. Den Vilde Brud var et tema, der blev spillet af solisten og som kunne gøres flertydigt, mens passacagliastrukturen var en flertydighed spillet af orkesteret, som solisten kunne "forklare" som en sammenfletning af temaer.

Tre melodier
til én melodi

I 3. sats udbygges det idé-kim, som udfoldedes i "Den Vilde Brud". Som modpol til 2. sats er det nu orkesteret, der trækker melodilinjer ud af solistens sært overjordiske, cantable melodi. Men solistens melodi er ikke længere "bare" et særligt inspireret tema, der kan udtydes ad libitum. Solistens melodi er en sindrig sammenfletning af temaer. Og ikke "bare" temaer. Hvad solisten spiller i 3. sats er en sammenfletning af tre eksisterende melodier i tre forskellige tonearter og tre forskellige karakterer! Og de flettes sammen i tre forskellige tempi, på en sådan måde at de hver især beholder deres oprindelige proportioner!! Dette lader sig kun gøre ved at lade hver af de tre melodier forløbe i et uendeligt langsomt tempo, hvorved den samlede tonemængde tilsammen danner et rytmisk elegant fleksibelt Allegretto forløb.

De fortryllende udholdte klange, man i denne sats kan høre i orkesterets fløjter, klarinetter samt klokkespil, er således tonerne fra henholdsvis den engelske melodi "Loch Lomond" (Des-dur), den gregorianske "Timæus" (As-lydisk), samt den uendeligt danske "En yndig og frydefuld sommertid" (G-dur). Lyt til begyndelsen af satsen.

Imellem
hinanden

Hvordan gøres det? - De tekniske detaljer

De tre melodier spilles som nævnt i hver deres tempo. Dvs. sammenfletningen er ikke foretaget ved at lade første ottendedel være fra "Loch Lomond", anden fra "Timæus", tredje fra "Sommertid" etc. Den væsentligste grund hertil er, at de tre melodier på intet tidspunkt må falde sammen. Meloditonerne skal - uden at ændre de respektive melodiers rytme - til hver en tid falde mellem hinanden. En måde at sikre dette er at lade dem forløbe i tre forskellige tempi, der alle kan sammenholdes under samme dirigentslag. Tempiene, Nørgård vælger, kan udtrykkes i forholdstallene 8-5-3, ottendedel, kvinttol, triol. Forløbet er altså polyrytmisk i tre værdier. Men hvis de skal undlade at ramme sammen må de arrangeres således, at ottendedelene altid placeres ved siden af slaget, 2. og 4. sekstendedel, triolerne må være halvnodetrioler ligesom kvinttolerne må være fjerdedelskvinttoler, begge rammer de kun dirigentens slag én gang i takten, og ved at lade triolerne gå fra tre-slag til treslag og kvinttolerne fra et-slag til et slag opnås netop en struktur, hvor ingen af de tre linjer nogensinde mødes. Se nodeeksemplet.

Når kun et menneske spiller...

Men da disse tre linjer skal udføres af et enkelt menneske har Per Nørgård skrevet dem sammen til én melodilinje. Og for at gøre den såvel så læselig, som så præcis, som menneskeligt muligt, er kvinttol- og triol-værdier rykket til nærmeste 64-tyvendedel. Ved en sådan sammenskrivning kan Per Nørgård endvidere arbejde med betoningerne.

Hver eneste af de tre melodier kan nemlig komme til at have sine meloditoner på betonet tid, alt efter hvordan de tre linjer skrives om til 64-tyvendedele:

Det udnytter Per Nørgård i slutningen af satsen, hvor sidste halvdel af de tre melodier gentages tre gange, med tre forskellige betoninger. èn for hver melodi.

Solistens opgave er da at hente den betonede melodi ud af det lyriske væv, ved at betone dens toner, og derved ændre de omkringliggende toner til ornamenter.

I musikeksemplet høres den tredje af disse fraser. Her anes - mellem "linjerne" - sidste halvdel af mel. "En yndig og frydefuld sommertid".


		Violinkoncert 3. sats Af Svend Hvidtfelt Nielsen

		Den anden vej 1. satsens tema "Den Vilde Brud" og Passacagliastrukturen i 2. sats kan ses som to forskellige eksempler på forgrunds/baggrunds-problematikken. Den Vilde Brud var et tema, der blev spillet af solisten og som kunne gøres flertydigt, mens passacagliastrukturen var en flertydighed spillet af orkesteret, som solisten kunne "forklare" som en sammenfletning af temaer.
Tre melodier til én melodi		I 3. sats udbygges det idé-kim, som udfoldedes i "Den Vilde Brud". Som modpol til 2. sats er det nu orkesteret, der trækker melodilinjer ud af solistens sært overjordiske, cantable melodi. Men solistens melodi er ikke længere "bare" et særligt inspireret tema, der kan udtydes ad libitum. Solistens melodi er en sindrig sammenfletning af temaer. Og ikke "bare" temaer. Hvad solisten spiller i 3. sats er en sammenfletning af tre eksisterende melodier i tre forskellige tonearter og tre forskellige karakterer! Og de flettes sammen i tre forskellige tempi, på en sådan måde at de hver især beholder deres oprindelige proportioner!! Dette lader sig kun gøre ved at lade hver af de tre melodier forløbe i et uendeligt langsomt tempo, hvorved den samlede tonemængde tilsammen danner et rytmisk elegant fleksibelt Allegretto forløb.
		De fortryllende udholdte klange, man i denne sats kan høre i orkesterets fløjter, klarinetter samt klokkespil, er således tonerne fra henholdsvis den engelske melodi "Loch Lomond" (Des-dur), den gregorianske "Timæus" (As-lydisk), samt den uendeligt danske "En yndig og frydefuld sommertid" (G-dur). Lyt til begyndelsen af satsen.

Imellem hinanden		Hvordan gøres det? - De tekniske detaljer De tre melodier spilles som nævnt i hver deres tempo. Dvs. sammenfletningen er ikke foretaget ved at lade første ottendedel være fra "Loch Lomond", anden fra "Timæus", tredje fra "Sommertid" etc. Den væsentligste grund hertil er, at de tre melodier på intet tidspunkt må falde sammen. Meloditonerne skal - uden at ændre de respektive melodiers rytme - til hver en tid falde mellem hinanden. En måde at sikre dette er at lade dem forløbe i tre forskellige tempi, der alle kan sammenholdes under samme dirigentslag. Tempiene, Nørgård vælger, kan udtrykkes i forholdstallene 8-5-3, ottendedel, kvinttol, triol. Forløbet er altså polyrytmisk i tre værdier. Men hvis de skal undlade at ramme sammen må de arrangeres således, at ottendedelene altid placeres ved siden af slaget, 2. og 4. sekstendedel, triolerne må være halvnodetrioler ligesom kvinttolerne må være fjerdedelskvinttoler, begge rammer de kun dirigentens slag én gang i takten, og ved at lade triolerne gå fra tre-slag til treslag og kvinttolerne fra et-slag til et slag opnås netop en struktur, hvor ingen af de tre linjer nogensinde mødes. Se nodeeksemplet.


		Når kun et menneske spiller... Men da disse tre linjer skal udføres af et enkelt menneske har Per Nørgård skrevet dem sammen til én melodilinje. Og for at gøre den såvel så læselig, som så præcis, som menneskeligt muligt, er kvinttol- og triol-værdier rykket til nærmeste 64-tyvendedel. Ved en sådan sammenskrivning kan Per Nørgård endvidere arbejde med betoningerne. Hver eneste af de tre melodier kan nemlig komme til at have sine meloditoner på betonet tid, alt efter hvordan de tre linjer skrives om til 64-tyvendedele:


		Det udnytter Per Nørgård i slutningen af satsen, hvor sidste halvdel af de tre melodier gentages tre gange, med tre forskellige betoninger. èn for hver melodi. Solistens opgave er da at hente den betonede melodi ud af det lyriske væv, ved at betone dens toner, og derved ændre de omkringliggende toner til ornamenter. I musikeksemplet høres den tredje af disse fraser. Her anes - mellem "linjerne" - sidste halvdel af mel. "En yndig og frydefuld sommertid".
	Nodeeksempler © Edition WH