Violinkoncert

1. sats

Af Svend Hvidtfelt Nielsen



Allegro moderato

Satsen forløber i et frit associerende forløb. Den åbner med et tema hentet fra en ungdomssang af komponisten, og den ender i en glissandoverden, der giver forsmag på det, der skal opleves i værkets sidstesats.

Vejen fra første tema til glissandoverdnen går over en række temapræsentationer, hvoraf nogle varieres og dukker op satsen igennem (som "Lystige Fætter Kaj"-temaet), mens andre udfolder sig i en enkelt passage eller formafsnit, hvor de præger satsen, for så totalt at glide ud (som det indledende "Dag går på hæld"-tema og temaet "Den vilde brud")

Det skal nævnes, at navngivelserne på de tre temaer stammer fra en beskrivelse Nørgård selv har givet af musikken:






Forgrund-baggrund i 1.sats

Satsens første 59 takter bygger på temaerne "Dag går på hæld" og "Lystige fætter Kaj". Som tematitlerne antyder er de ikke bare forskellige melodilinjer, nej, de udtrykker vidt forskellige stemninger.

Soloviolinen åbner satsen med temaet "Dag går på hæld". Temaet breder sig i orkestret i en lyrisk musik frem til t.21. Og så kommer skismaet. For ind fra højre tromler "Lystige fætter Kaj" i et lidt for hurtigt tempo (temaet spilles i kvintoler) med sin pågående tralulalej staccato-musik ind over det lyriske landskab. Som i øvrigt fortsætter ufortrødent.



Og her sker det spændende!

For nok er det nye tema noget af et indbrud, men det er på den anden side ikke så overtydeligt anmassende, som når hos Ives et militærorkester pludselig kommer ind over. Dertil kommer at Fætter Kaj spilles af solisten. Og hvis man som førstegangslytter lader sig rive med af den fokus på melodilinjen, som dette automatisk giver, så glider den oprindelige musik i baggrunden som, - ja, akkompagnement, til det der må være satsens andet tema. Og når det naturligt dukker op igen omkring t.48, fornemmes det måske som en reprise. Eller også aner man, netop der, før det forsvinder, at det faktisk har været der hele tiden.

Næste gennemlytning giver så mulighed for selv at dykke ind i musikken, og måske lade Fætter Kaj opleves som ornament til Dag går på hæld. Eller måske til at fundere over vekselvirkningen mellem de to verdner.




Ved de sidste takter af Dag... har solisten bevæget sig videre ud i nyt tema, "Den vilde brud", som dominerer satsen frem til omkring t.112. Her synes det slidt op gennem en udvikling/nedrivning hos solisten. Måske under påvirkning af de stadige konfrontationer med "Fætter Kaj" rytmen, som ustandseligt maser sig ind, og som trænger sig på igen i den sidste del af satsen.

Temaet "Den vilde brud" kan stå som eksempel på Nørgårds fascination af at aflokke en melodistump nye udtryk ved at ændre betoningen. I en artikel fra 1987 angiver Nørgård således fem forskellige melodistumper, som kan uddrages af det ni toner lange tema, kaldet "Den vilde brud". Tre af temaerne opstår ved betoning af hver tredje tone, og de sidste to opstår ved betoning af hver anden tone. Af de fem udtydninger giver de fire et diatonisk, tonalt, tema, mens den sidste giver en faldende kromatisk linie.


Et tema,
mange motiver

Temaet fremstår på denne måde som en dobbelthed. Dels er det et karakteristisk tema, - i sin springende struktur endda et karakteristisk Nørgård-tema -, dels er det en tonerække, der i sig rummer en række forskellige temaer man som lytter selv kan dykke ned og hente frem efter behov, - blot ved hjælp af sine ører.


Nodeeksempler © Edition WH