Violinkoncert

"Helle Nacht"

Af Svend Hvidtfeldt Nielsen



    Komponeret 1986-87
    Tilegnet Anton Kontra
    1. opførelse 22.3.1988 på Holmeagerskolen, Greve. Sjællands Symfoniorkester, dirigent Okku Kamu. Solist: Anton Kontra.
    Varighed 23 minutter


Værket er det tredje af tre solokoncerter, som Per Nørgård indenfor kort tid komponerede til et strygerinstrument. Dette er så meget desto mere bemærkelsesværdigt eftersom Per Nørgård ikke tidligere havde beskæftiget sig med solokoncerter.

Den første af koncerterne Between for cello og orkester (1985) blev til på bestilling af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, der ved en serie bestillinger i 1985 faktisk medvirkede til at puste liv i denne ellers upåagtede genre.

Den anden koncert, Remembering Child, er for bratsch og kammerorkester, dedikeret til og uropført af Pinchas Zukerman (1985-86)

[Da vi ikke har en aftale med pladeforlaget, er de klingende musikeksempler desværre ikke tilgængelige. jm]



Om værket

Violinkoncerten er blevet til sideløbende med arbejdet på 5. symfoni. Faktisk udspringer sidste satsen direkte fra materiale, som oprindeligt var tiltænkt 5. symfoni. I koncerten afprøver Per Nørgård væsentlige kompositionstekniske landvindinger, som kommer til at præge de følgende års arbejder.

... poetisk,
lyrisk ...

På trods af sin tekniske kompleksitet fremstår koncerten som et poetisk lyrisk værk af en særegen umiddelbar skønhed. Som komponisten Svend Aaquist skrev i en anmeldelse af koncerten i DMT:

    Per Nørgårds nye violinkoncert "Helle Nacht" er et helt igennem lifligt værk: vidtspændende kontrastrigt og samlende helstøbt, koncerterende og symfonisk, improvisatorisk frit og konstruktivistisk stramt, ødselt og økonomisk.

Altså et flertydigt værk, kan man berettiget konkludere!

Værket falder i fire relativt korte satser med hver sit musikalske udtryk, og hver sin kompositoriske ide. For alle satser gælder det, at solistens materiale er udpræget melodisk, næsten sangbart. Dette kommer særligt til udtryk i de to sarte midtersatser.

Kammermusikalsk

I kammermusikalsk instrumenterede omgivelser synger solisten her i  et  tonesprog, der tilsyneladende er velkendt, i et tungemål, der nok synes forståeligt, men som næppe er hørt mage før (og dog...).

Ydersatserne rummer i højere grad en dynamisk bevægelse, omend også 1. sats i store stræk er kammermusikalsk udformet med en lyrisk melodi som gennemgående temastof.

I sidste sats udfoldes orkesterets fulde symfoniske potentiale i en eksplosion af en sats, der gradvist falder til hvile.

Flertydigheden

Ved uropførelsens programnote angav komponisten selv, at de fire satsers "inderste, bærende princip"  netop er flertydighed.



En overordnet gennemgang

I sin anmeldelse gav Svend Aaquist endvidere denne ganske rammende spontane karakteristik af værket:

    Første sats har to kontrasterende grundkarakterer: Den ene en roligt syngende melodi (fra en tidlig Nørgård-sang), den anden et "scherzando grazioso" som man kunne tilføje et "e diabolico".  Formen antyder en repriseform med en kort, dramatisk solokadence på omtrent den rigtige plads.

    Anden sats er en Adagio, en slags "tema med variationer" om man vil. Eller snarere en chaconne med episoder, hvor orkestrets strenge fastholden af en 3-6 takters "tema"-struktur giver variationerne præg af fastfrossen tid, af gentagne, forsøgsvis varierede gennemspilninger af en situation, mens friere melodiske udtryk hævder sig med hjerteskærende sårbarhed.

    Tredje sats, Allegretto leggiero, er en dans som det sig hør og bør på symfoni-planet. En dans med et aldeles u-klassisk sensualitet, rytmisk labil, på én gang organisk-bekendt og fuldstændig uforudsigelig.

    Og fjerde sats er en vaskeægte finale i stadig fremdrift mod en højdramatisk brat slutning, - et indtryk der ikke svækkes af den nøgterne iagttagelse, at slutningen er en temmelig ren krebsevending af begyndelsen.



Uddybende bemærkninger

Lidt præcisere kan det tilføjes:

  1. At i anden sats spiller orkesteret ganske rigtigt en slags passacaglia, hvor solisten peger på de forskellige melodi-linjer, som "passacagliaen" består af.
  2. At i tredje sats er solistens melodilinje sammensat af tre forskellige melodier, som udhæves af forskellige grupper i orkesteret.
  3. At 4. sats bortset fra den indledende og afsluttende solo-kadence er komponeret som ét langt ritardando. Per Nørgård har realiseret ritardandoet ved hjælp af to forskellige teknikker:

I første halvdel realiseres ritardandoet som et dyk ned i en fast tonerække, der "svirrer" stadig langsommere. Først kan kun rækkens starttoner høres, dernæst 1. og midterste tone, etc. indtil hele rækken kan høres. Den tonerække er den såkaldte Supersekvens.

I anden halvdel realiseres ritardandoet ved at betone stadig langsommere pulseringer i et polyrytmisk væv. Altså fra kvinttoler til sekstendedele, til trioler til kvinttol-ottendedele etc. Temastoffet i denne del er udvundet af et tema hentet fra 1. sats.



Om placering i Nørgårds produktion

Værket står centralt, som eksponent for den nye flertydighed, der har præget Nørgårds værker frem til i dag. En flertydighed, der baserer sig på ligeberettigede musikalske lag, som - modsat den flerlagethed, man finder i værkerne over uendelighedsrækken - oftest er kontrasterende og sjældent samordnede. Disse lags temaer kan evt. danne udgangspunkt for uendelighedsrækker, der kan bruges, hvor deres hierarkiske egenskaber er påkrævede.



ESSAY

Om flertydigheden i Helle Nacht

    Jeg drømmer om en musik i hvilken de musikalske former danner forgrund og baggrund for hinanden.

Nogenlunde således har Per Nørgård udtrykt sig om sin egen musik. Ordene faldt i et interview i forbindelse med komponistens 60 års fødselsdag, men kunne meget passende placeres som overskrift på den fem år tidligere violinkoncert, Helle Nacht (1986-87).


Hvem akkompagnerer?

Hvem har melodi?

På en måde danner musikalske former altid forgrund og baggrund til hinanden. Som f.eks. ved en melodi med et akkompagnement. Her er akkompagnementet baggrund til melodien.

Den musik Per Nørgård tænker på er imidlertid en musik, hvor det ikke på forhånd er givet, hvad der er tema, og hvad der er akkompagnement.

Selve titlen, 'Helle Nacht', afspejler dette forhold. Enten kan man fokusere på lyset i 'Helle', eller på mørket i 'Nacht'. Det er to udsagn, der i en vis forstand ophæver hinanden. Og alligevel bliver helheden ikke meningsløs, men skaber derimod et særligt, eget udtryk.

Violinkoncerten består af fire satser:

  1. Allegro moderato
  2. Adagio
  3. Allegro leggiéro
  4. Poco Allegro



To ...




... og to

Hver af disse satser giver sit eget bud på, hvorledes en sådan musik, hvor formerne danner forgrund og baggrund til hinanden, kan tage sig ud.

1. og 4. sats har et vist temafællesskab - 1. sats bryder ligefrem ind i sidstesats på et tidspunkt. Derudover forholder de sig til hinanden ved at være modpoler: Første sats har et stabilt tempo og et frit associerende forløb, mens sidstesatsen er tænkt som et stort ritardando komponeret i et stramt forløb. Begge er de Allegrosatser og primært udadvendte i deres udtryk.


Midtersatserne er i roligt tempo, med et indadvendt lyrisk udtryk. Også de danner modpoler til hinanden. Deres modpoler består i måden de hver især realiserer ideen om de musikalske formers forgrund og baggrund. 2. sats lader soloviolinen trække en melodi ud af et karakteristisk orkestervæv, mens 3. sats omvendt lader orkestret trække kendte melodilinjer ud af violinens tilsyneladende vildtvoksende solo-linje.


Forgrund-baggrund

Hver sats lader som nævnt forgrund/baggrundsspillet komme til orde på sin måde. Dette spil skal forstås bredere end spillet i f.eks. en fuga af Bach: Temaer der går fra stemme til stemme i samspil med et kontrapunkt.

En fri polyfoni
Hos Nørgård er de forskellige elementer, der danner satsen, ofte af forskellig karakter og hentet fra vidt forskellige musikalske verdner. På samme måde som man kan opleve det i megen af Olivier Messiaens musik og i Charles Ives', for nu at vise spændvidden hos Nørgård. Men hos Nørgård er deres indbyrdes forhold styret med et særligt sigte for øje. Tilhøreren skal kunne følge linjerne, selv vælge, hvad han/hun vil fokusere på, og dertil få mulighed for at opleve sameksistensen af hver for sig forståelige enheder, der i hvert sit tempo og lydlandskab alligevel lader sig forene i gensidig perspektivering og befrugtning. - Så at sige.


Leg med synet

Den oplevelse man hermed får mulighed for gennem ørene er ikke ulig en kendt oplevelse, man kan få ved brug af øjnene. Per Nørgård beskrev engang følgende eksperiment til belysning af sine musikalske tanker:

Som et vekselbillede

1: Læg to, næsten identiske fotos foran dig! Det kan f.eks. [..] være et portræt med to udtryk, f.eks. ét smilende, [..] og ét let hensunket [..]. 2: Skél med øjnene - så at de to fotos opgår i eet for din synsbevidsthed [..]. 3. [..] det viser sig [..] særdeles vanskeligt omend muligt med stor viljes indsats, at se begge billeder samtidigt.[..] Man kan derved få f.eks. dobbeltansigtet til at smile eller være alvorligt, afvekslende, men også - efterhånden -til at 'segmentere sig i flager', hvor f.eks. den smilende mund (fra 1. foto) er samtidigt i synsfeltet som de bedrøvede øjne [..]  
(fra 'Et tilbageblik - undervejs!' i Per Nørgård Artikler 1962-1982 s. 302).


 

Artikler om Violinkoncerten "Helle Nacht"

Per Nørgård:
Henimod en optimalt økonomisk signalsystematik (DMT 4 87/88)

Svend Aaquist:
Den fraktale flod i den lyse nat (DMT 5/6 87/88)

Svend Hvidtfelt Nielsen:
Helle Nacht, en præsentation af Per Nørgårds violinkoncert (DMT nr.6 88/89)

Erling Kullberg: Per Nørgård og den delte opmærksomhed. Festskrift Søren Sørensen 1990.

Anders Beyer Christensen: Attraction and Repulsion i The Music of Per Nørgård (1996).