Najader

Af Jørgen Mortensen



    Komponeret 1986

    Elektronisk værk, båndkomposition

    Uropført d. 30.4.1999 ved Numus festivalen i Århus

    Varighed 60 minutter

 



Najader indtager på flere måder en særstilling i Per Nørgårds produktion. Dels er det et elektronisk værk, en båndkomposition, dels går sigtet med det i retning af spirituel udvikling. Ikke desto mindre blev værket uropført ved Numus Festivalen, den nyeste kompositionsmusiks højborg, i 1987, ikke decideret som koncertsalsmusik, mere som ambient music (se videre i teksten). Najader var også tænkt til en udstilling af Naja Saltos værker (Najade!) - vævning i bølgemotiver, en udstilling, der dog blev opgivet.

Værket er udgivet på Fønix Musik Forlag som et kassettebånd under titlen Expanding Space vol. 1. 1. del af Najader er på side 1 af båndet og 2. del på side 2. Begge dele spiller i hver 30 minutter. Expanding Space vol. 2 indeholder From the Ever More Distant Stars - Light Awakening på side 1 og Night of Splendour på side 2. Også denne anden del af udgivelsen er elektronisk og knytter sig til spirituel udvikling. Forvirrende nok bærer From the Ever More Distant Stars (Fra de evigt fjernere stjerner) også titlen Expanding Space.

Kildenymfer...

En najade er i den græske mytologi en kildenymfe. Titlen bringer os altså til det overnaturlige, det fantastiske, til vand, til det kvindelige...
Hvilket spil driver najaderne med os?