Symfoni nr. 4

Indischer Roosengarten und chineesischer Hexensee

Af Leif Thomsen



    Komponeret 1981. rev. 1981
    Tilegnet Adolf Wölfli
    1. opførelse 31.10.1981 i Hamburg. Sinfonieorchester des Norddeutschen Rundfunks, dirigent Christobal Halffter
    1. opførelse af revideret version 11.1.1982 i Danmarks Radio. Radiosymfoniorkesteret, dirigent Michael Schönwandt
    Varighed 23 min.

NB på grund af en restriktiv politik fra pladeselskabet Chandos er det ikke alle musikeksempler, der rent faktisk er til stede.

Nørgård komponerede sin fjerde symfoni 1981. Det var et bestillingsværk fra Norddeutscher Rundfunk, og symfonien blev uropført samme år.

Som Wölflis billeder og tekster er også symfonien komponeret i løbet af en ret kort periode, cirka et år. Med sine 27 minutter er den betydelig kortere end både den tredje og femte symfoni. Den er en 'Hommage á Adolf Wölfli', som det hedder i forordet til symfonien:


  • I 1912 bestilte Wölfli farver og papir til en planlagt Musikbüchlein, som skulle udkomme i 1920 under titlen: Indischer Roosengaarten und Chineesischer Hexensee. (...). Værket blev dog aldrig færdigkomponeret, og jeg har sat mig for at realisere Wölflis idé, efter hans vision, men selvfølgelig ud fra mine egne forudsætninger.

    Den dobbelte og suggestive titel er typisk for Wölfli’s polaristiske verdensanskuelse, som veksler mellem idyl og katastrofe. Denne polarisering er imidlertid af næsten kinesisk art, da der aldrig eksisterer en idyl uden katastrofeagtige forstyrrelser - ligesom der er en sort plet i den hvide fisk, og omvendt, i det berømte yin-yang-symbol.

Wölfli som komponist

Hvordan Wölfli har komponeret, har hans biograf Morgenthaler beskrevet:

    Musik macht der Kranke durch Tuten in eine aus dickem Papier zusammengedrehte Tüte. Auf ihr bläst er seine Weisen, die Märsche, Walzer, Polkas, Mazurkas, usw. Stundenlang musiziert er so allein in seiner Zelle. Lange muß er oft probieren, bis er eine Stelle richtig heraus hat., d.h. so, daß sie ihn befriedigt. Seine Musik mahnt an Blechmusik vom Lande. Ein bestimmtes Thema wird lange Zeit in den verschiedensten Tonarten variiert, wobei der Rhythmus wieder die Hauptsache ist. Hat er eine Melodie richtig herausgebracht, so wird sie aufgeschrieben. Dieses Niederschreiben kann auf zwei verschiedene Arten geschehen: Entweder macht er Notenlinien, meist sechs, und schreibt richtige Noten hinein, dazwischen Takte, Kreuze, Pausen, Schlüssel, usw. (...). Fordert man den Kranken auf, eine solche Melodie zu spielen, so setzt er seine Trompete an und spielt nach einigen Versuchen eine Melodie herunter mit der Behauptung, es sei die Niedergeschriebene. Ob es sie in Wirklichkeit auch ist, kann nicht festgestellt werden. Ebensowenig kann aber auch seine Notenschrift gelesen werden. Offenkundig ist, daß der Platz, den die Note auf der Zeichnung einnimmt, Wölfli mindestens ebenso wichtig ist wie ihr Tonwert: Seine Notenblätter wirken ausgesprochen dekorativ.



Idyl og katastrofe

I idyllen er katastrofen, og i katastrofen dukker idyllen op. De bratte skift, der altid lader både idyl og katastrofe fremstå distanceret og uvirkelig - verdenen, der opleves som noget både meget fjernt og smerteligt nærværende: disse tilstande har Wölfli også beskrevet i sit over 20.000 avisark store værk. Her et lille citat af de mange imaginære rejseskildringer:

    Wihr wahren noch keine 10 Minutten lang Oben: Dah erkletertte ich an einer geeignetten Stelle Deren massiive, im höchsten Graade luxuriöse Brustwehr, wurde schwindlig und, fiel aus einer Altitude von zirka 723 Stund, in raasender Schnelle senkrecht hinuntt’r: Und fiel und fiel, bis daß ich entlich untten auf dem riesenhaften und, im höchsten Graade luxuriösen, Sannta-Maria-Steern-Riesen-Doom-Riesen-Grand-Platz radikal und total zerquetschte und, zerspritzte. Ebjä! Höhrndli ab und Toot: Mause-Toot.

Bemærk den forvrængede retskrivning, tendensen til at overbetone det skildrede i krasse farver og vendinger. Og faldet: det allesteds nærværende pludselige fald - ind i døden, med den ligeså bratte opvækkelse lige efter.

 



Kompositionen

Hvilke konsekvenser har dette for kompositionen af den fjerde symfoni? For det første brugen af små, nemt genkendelige motiver, der genkommer mange steder i værket i ofte forvrænget form. Dels nyopfundne - men også motiver hentet fra andre komponister. Så to-satsetheden: Den første sats, den indiske rosenhave, har allerede dele af den kinesiske heksesø i sig, medens det i anden satsen er lige omvendt. Nørgård herom:

    Rosenhaven er jo en idyl og Heksesøen en katastrofe. Men det er blandingen der har interesseret mig. Rosenhaven får ikke lov til at folde sig ud. Den er som en æterisk skabning af naturklange, fuglesange og solnedgangsro, der rives midt over af heksesøens klør og knive. Heksesøen med dens aggresive rytmer, forvrængede schlagere, mavesugende glissandi flænger og støvsuger rosenhaven op i sig, så der ikke bliver noget tilbage. Men også det omvendte sker - heksesøen forbliver ikke ren katastrofe. Der dukker midt i katastrofen rene idyller op, fatamorganaer, hvor der pludselig lyser noget schweizer-ländleragtigt op og - til sidst, da alt er formørket - en fuglesang.



Fuglesangen

Fuglesangen kommer ikke bare til slut, men er et gennemgående motiv i hele symfonien. Det er dog kun en helt bestemt fugl, hvis melodi Nørgård har udvalgt:

    Jeg har i mange år lyttet til fugle, optaget deres sang på bånd og derefter afspillet båndet på 1/2 hastighed, hvorved sangen bliver flyttet 2 oktaver ned. Ned i et høreområde, der passer os mennesker meget bedre. Desuden bliver lyden 4 gange langsommere, hvorved det kommer ind i vores eget nervesystems tempo!

    Her udvalgte jeg så den afrikanske lærke. Med fuglens tilladelse tilkomponerede jeg en hale på dens sang, (i.e. de sidste to toner i motivet, tekstslutningen) da dens egen slutning ikke passede ind i rosenhavestemningen.