Siddharta

"Spil for den ventede"

Af Erling Kullberg



    Komponeret 1974-1979

    Operaballet i 3 akter (I Morgen, II Middag, III Aften)

    Libretto af komponisten i samarbejde med Ole Sarvig

    Uropført d. 18.3.1983 på Operan, Kungliga Teatern, Stockholm

    Revideret 1983 (afsnittet Formørkelse)

    Varighed 2 timer

 



Kildenymfer...

Siddharta er Per Nørgårds 3. opera efter Labyrinten (1963) og Gilgamesh (1972). Den blev til som en del af et større bestillingsprojekt fra nationaloperaerne i Oslo, Helsinki, Stockholm og København, omfattende 4 operaer af 4 forskellige nordiske komponister. Hver skulle uropføres på hjemlandets scene og derefter sendes på turne.

Efter Gilgamesh 's succes i Stockholm var interessen for Per Nørgårds nye opera væsentligt større der end på Det Kgl. Teater, og Nørgård indleverede partituret til begge scener samtidig.

Uropførelsen fandt sted i Stockholm i marts 1983. Den danske førsteopførelse fandt sted i 1984 som en koncertopførelse i Danmarks Radio, og i 1987 blev operaen sat op på Det Kgl. Teater.

Per Nørgård har kaldt Siddharta for en 'operaballet' og dermed understreget den tilstræbte ligevægt mellem det musikalske sprog og det dramatiske og koreografiske. Dans, optrin og korscener spiller en stor rolle i værket. Flere af de vigtige roller udføres ikke af sangere men af dansere, f.eks Maya og Amra.


Teksten og historien

Teksten til Siddharta blev til i et samarbejde med digteren Ole Sarvig, hvis digtning optog Nørgård meget i midten af 70'erne (bl.a. i korværkerne Frostsalme, Vinterkantate og Kredsløb) Dette tekstlige samarbejde var usædvanligt: Per Nørgård ønskede ikke at skrive en 'forfatters opera', hvor komponisten sætter musik til en færdig libretto. Han ønskede en integreret proces, hvor tekst og musik blev til i et vekselspil under gensidig påvirkning. Undertiden skete det, at musikken som en abstrakt klanglig vision opstod, før der var sat ord på. Og undertiden forfattede Nørgård selv tekstfragmenter, som Sarvig eventuelt kunne forarbejde:

    Ole tog sig imidlertid faderligt af disse tekstlige gøgeunger, pudsede fjerene på dem med sin digterånde, således at de relativt upåfaldende gled ind imellem Oles originalbidrag. Iøvrigt blev et biprodukt af dette særprægede samarbejde, at Ole insisterede på kun at blive krediteret for 'assistance'.

Operaens forlæg er den 2500 år gamle legende om den unge Buddhas opvækst som kongesøn på slottet Kapilavastu - før han når frem til erkendelse og bliver Buddha.

Efter kompositionen af operaen Gilgamesh , som skildrer et menneske der gennem tab når frem til selvbeherskelse og medmenneskelighed, var Per Nørgård interesseret i at forfølge denne idé, men på et andet psykologisk plan.

Prins Siddharta fødes øjensynlig med særlige egenskaber, og det spås, at den nyfødte vil blive verdenshersker. Man er dog usikker på, om det vil blive en hersker på det verdslige eller på det åndelige plan. Siddhartas far ønsker stærkt, at prinsen skal opdrages som verdslig fyrste og vil gøre alt for, at hans ånd skal forblive uvakt. Kongen skaber en kunstig verden - et lystslot omkring Siddharta, som vokser op omgivet af skønhed, glæde og lykke. Alle vidnesbyrd om forgængelighed, sygdom og ufuldkommenhed er gemt væk.

Den unge Siddharta tager med stor appetit imod alverdens lyst-tilbud, og han bliver gift med den kloge og smukke prinsesse Yasodara, som føder ham en søn. Men bedraget afsløres. Siddharta får ved 'tilfældigheder' indblik i menneskelig elendighed og må ved denne erkendelse vende sig mod slottet og dets beboere - alt det der havde været hans liv og lykke - for at drage alene ud i verden.

    Det centrale ved legenden, som udspilles her, er den totale ensomhed og fortvivlelse, Siddharta oplever, da hans faders og hans omgivelsers - i de bedste intentioner! - gennemførte bedrageri mod ham afsløres. Og hvordan han siger nej til en manipuleret tilværelse baseret på en løgn
    (Lars Runsten, operainstruktør)



Musikken

Siddharta er komponeret i den tid, hvor Per Nørgård var stærkest optaget af at udvikle den såkaldte 'hierarkiske musik' , hvor melodi, rytme og harmonik styres af principper afledt af den samme grundliggende ide, og hvor de mange musikalske lag og gestalter holdes sammen i en fundamental harmoni i kraft af den fælles (undertiden uhørlige) grundstruktur: uendelighedsrækken - den hierarkiske musiks DNA.

Denne kompositionsteknik egner sig perfekt til operaens 1. akt, som skildrer den gamle feudale orden i slottet Kapilavastu. Både scene- og lydbillede rummer mange forskellige gestalter og udtryk: den højtideligt-ceremonielle paladsmusik, børnenes dansevise, tiggersangernes ballade og 'forkyndelseskoret' - alle forholdende sig til hver sin 'bølgelængde' af uendelighedsrækken (hver 3., hver 15., hver 45. eller hver 75. tone - se artiklen om hierarkier ). Alt kan sameksistere i ét totalbillede.

Mere problematisk synes det at være for komponisten at skulle give musikalsk udtryk for den kunstige idylverden i 2. akts lysthave. Her bliver spørgsmålet om musikkens autenticitet alvorligt påtrængende. Hvorledes skal musikken fremstille denne illusion, som skal være så forførende og troværdig, at publikum accepterer Siddhartas manglende evne til at gennemskue blændværket, samtidig med at publikum skal bibringes en fornemmelse af uægthed?

I 2. akt præsenterer Per Nørgård en art fordrejet udgave af den hierarkiske musik: elementer af uendelighedsrækken vendes om, harmonier vendes om. Han raffinerer den hierarkiske musiks teknikker til det bliver overdrevet - for godt til at være sandt!

    Tonesproget i denne akt er noget af den mest ejendommelige musik, der er skrevet; man kender og kender ikke det hele på forhånd. Der skabes undervejs associationer til West Side-story, til romantisk-smægtende opera, til 'rytmisk musik', men aldrig som citat og aldrig som direkte udsagn. Musikken virker plastisk, tydelig og tiltrækkende, men man mister orienteringen og ved ikke, hvad der giver impulserne til svingningerne. Det brud, det voldelige indgreb, der er forudsætningen for Siddhartas idylliske liv, er her indbygget som et brud eller et voldeligt indgreb i selve tonesystemet.....samtidig med at alt synes kontinuerligt. Og ligesom Siddharta i løbet af 2. akt kun kan nå til at undre sig over, hvad der sker, således er tonesproget udformet i den hensigt at lade denne undren forplante sig til tilhøreren.
    (Jørgen I. Jensen i Per Nørgårds Musik, 1986)

Endnu et musikalsk problem knytter sig til spørgsmålet om, hvorledes Siddharta skal udtrykke sig musikalsk autentisk, efter at bedraget og blændværket er gået op for ham. Først ræsonnerer Nørgård, at udtryksstilen må være inden for den hierarkiske musiks rammer - det er det eneste Siddharta kender til. Og i denne atmosfære slutter operaen da også.

Men mellem afslutningen af partituret i 1979 og den danske premiere i 1984 er der sket meget, som totalt har omvæltet Nørgårds kompositoriske verdensbillede. Det drejer sig især om mødet med Adolf Wölflis kunst og den heraf følgende ændrede kurs - som det fremgår af redegørelsen for de stilistiske perioder. Mellem verdenspremieren i Stockholm og den danske koncertopførelse i Danmarks Radio - som fandt sted efter både komposition og opførelse af Wölfli-operaen Det Guddommelige Tivoli - følte Per Nørgård nødvendigheden af at komponere et indskud i 3. akt - den såkaldte 'formørkelsesarie', som på en mere tilfredsstillende måde udtrykker Siddhartas afsky ved konfrontationen med bedraget.

Nørgård har her inddraget sine nye erfaringer med kontrast, splittelse og katastrofe.

Siddharta er ikke blot den imponerende afslutning på Per Nørgårds hierarkiske periode med dens betoning af harmoni, men tillige begyndelsen på Wölfli-perioden med dens fokusering på katastrofe og kontrast - se evt. afsnittet om de stilistiske perioder.


Handlingen i 1. akt Morgen

Handlingen i 2. akt Middag

Handlingen i 3. akt Aften