Turn

for klavikord, cembalo eller klaver (1973)

Af Erling Kullberg



    Komponeret 1973

    1. opførelse 19.4.1974 på Det kongelige danske Musikkonservatorium v. Elisabeth Klein

    Varighed 15 min.


Turn hører til i en gruppe værker Per Nørgård komponerede efter operaen Gilgamesh (1972) under arbejdet på den store 3. symfoni (1975). Han søgte i den periode intenst at udforske og komme til fuld klarhed over perspektiverne i den såkaldte hierarkiske musik, som han var i færd med at udvikle.

Foruden Turn omfatter værkgruppen

    Lila (1972) for kammerensemble
    Spell (1973) - et søsterværk til Turn for klarinet, cello og klaver og hvor Turn udgør klaverstemmen.
    Libra (1973) for tenor, guitar og kor
    Singe die Gärten, mein Herz (1974) for kor og 8 instrumenter

I disse værker - og i flere efter symfonien - tog han et eller flere kompositionstekniske aspekter op til nøjere undersøgelse, aspekter som var blevet afdækket under arbejdet med hierarkierne.

I Turn drejer projektet sig i hovedsagen om 2 teknikker:

    'Den brudte akkords teknik'

    og

    'Waves-teknikken'




Den brudte
akkords teknik

Denne teknik handler om spillereglerne ved sammenkobling af det melodiske, det harmoniske og det rytmiske uendelighedssystem.

Når et udsnit af den melodiske uendelighedsrække afvikles med tilhørende over- eller undertonespektre, skifter tonerne i de forskellige deltonelag ikke samtidig - det ville blive en triviel afspilning af uendelighedsrækken som parallelførte septim- eller noneakkorder. I stedet skifter tonerne i de enkelte deltonelag efter nogle rytmiske principper beskrevet i artiklen om sammenkobling af de 3 hierarkiske systemer.

I Turn - og i andre værker - foregår denne udvikling fra én uendelighedsrækketone med tilhørende harmoni til den næste ganske langsomt, men på grund af klaverets eller cembaloets relativt korte udklingen gentages den igangværende akkord som et repeteret arpeggio, indtil alle enkelttoner er skiftet ud med den næste akkords toner. det sker ved crescendo eller diminuendo i enkeltstemmer, ofte angivet ved tonehovedernes størrelse.




Waves-teknik

Wavesteknikken, hvis navn skyldes at den første gang anvendtes i slagtøjsværket Waves (1969), drejer sig om betoningsforskydninger.

I Waves var det 4 congas der blev anslået i samme repeterede rækkefølge men med gradvise forskydninger i betoningerne, således at lytterens fornemmelse af '1-slaget' vekslede.

I Turn er det de 4 toner i en septimakkord.

Waves-teknikken omfatter også noget man kunne kalde 'samle- og skilleteknik', idet de repeterede arpeggiofigurer af og til 'strammes op' og accellererer hen mod en betonet tone, undertiden også i samtidigt klingende konstellationer.



Titlen

Turn er et meget mildt, næsten romantisk klingende værk, hvilket i det væsentlige skyldes, at det fundamentale harmoniske materiale er septimakkorden og senere noneakkorden, som udvikles efter de beskrevne principper.

Det begynder med et næsten uhørligt repeteret f som efterhånden vokser i styrke og får følgeskab af et forskudt repeteret h. Analysen afslører at disse toner skal forstås som septim og terts i en G-dur septimakkord, som gradvis skal forvandle sig til en A-dur septimakkord, som før beskrevet. I begyndelsen er de øvrige toner dog underforstået. Der høres kun de toner der lige skal til at skifte eller lige har skiftet. De vokser sig store og kraftige som frugter der modnes før de falder af.


Efterhånden høres alle 4 toner i akkorderne, og med 'den brudte akkords teknik' som vejviser passeres igennem vekslende harmoniske landskaber. Man fornemmer skiftevis opspændinger og afspændinger. Opspænding på steder med høj dissonansgrad og afspænding henimod steder med harmonisk stabilitet. På de stabile steder er der i reglen betoningsmæssig ligevægt mellem tonerne, mens 'samle- og skille'-teknikken især anvendes i dissonante passager.

Gradvis udvides registret i satsen, og musikken antager en mere og mere virtuos karakter, efterhånden som hele klaviaturet tages i brug. Septimakkordens 4 toner udvides til noneakkordens 5 toner, og ved hjælp af betoningsmæssige fremhævelser belyser komponisten forskellige mønstre og gestalter inden i repetitionerne.

Et særlig iørefaldende eksempel høres i en meget romantiske passage hen mod slutningen, der kan minde om temaet i 2. sats af Tjaikovskijs strygekvartet op. 11.

Venstre og højre hånd har i længere tid spillet spejlvendt af hinanden og er på dette tidspunkt nået til en harmonisk stabil fase - en slags C-dur univers med tonen gis som eneste fremmedelement.

Just denne tone er spejlingspunkt for højre og venstre hånds bevægelser, og får derved en i bogstavelig forstand central betydning. I det hele taget indtager gis/as en kontroversiel placering i Per Nørgårds tonale univers (se afsnittet om Musikalske stemningssystemer), og på komponistens egen pladeindspilning af Turn (som høres her) er omdrejningstonen stemt både som et gis og et as, så det lyder som et forstemt 'honkey-tonkey'-klaver. Det skal dog understreges, at denne stemning ikke er en betingelse ved udførelse af værket.

I denne passage belyser Per Nørgård på skift forskellige 'fixerbilleder'.

Stykkets dramatiske kulmination kommer på et tidspunkt hvor spejlingsharmonikken har låst sig fast på en formindsket septimakkord på hver side af det famøse gis/as. Fastlåsningen brydes ved at ydertonerne (henh. h og f) 'sprænger rammerne' og bliver til b og fis med den ærkeromantiske altererede vekseldominant til følge.

Herefter vender musikken tilbage til indledningens stemning, idet de to hænders spejlingsfigurer mødes på et e som gradvis forsvinder i uhørbarhed.


Nodeeksempler © Edition WH