Libra

Af Jørgen Mortensen



    Komponeret 1973

    Tekst af Rudolf Steiner og psalmisten David
    Integral version i 10 satser for tenor solo, guitar, 4-stemmig kor ("koralkor", SATB), 4-stemmigt a capella kor (SATB), korene evt. med støttende træblæsere, 2 vibrafoner (eller klaverer eller harper).
    Dele af denne version kan opføres for sig.
    Tilegnet Gunnar Eriksson
    1. opførelse 18.11.1973 i Lysekil, Sverige.
    Varighed 30 minutter

    Solo version i 3 satser for tenor og guitar.
    Tilegnet Ingolf Olsen
    1. opførelse 1.8.1973 i Queen Elisabeth Hall, London.
    Varighed 12 minutter


Libra består i den fulde version af 10 satser, der materialemæssigt er vævet ind i hinanden på kryds og tværs i et sandt hierarkisk mønster.

Besætningen, der omfatter tenor, guitar, to kor og 2 vibrafoner, er ret usædvanlig. Den høres i sin helhed kun i den 9. sats. Alle de andre satser har kun dele af besætningen, helt ned til en sologuitar.

Satserne er af vidt forskellig længde, fra nogle få sekunder (3. sats) til 10 minutter ( 9. sats).

Værket har i alle satserne en smuk lyrisk tone, kun den korte 10. sats udviser en dramatisk beslutsomhed. Det generelle indtryk af stykket er en overvejende lyrisk velklang.


Vægten


Dette helhedsbillede er i nøje overensstemmelse med selve værkets idé. Libra er jo stjernetegnet Vægten i dyrekredsen, Vægten, der står for harmoni, skønhed samt den tilstand, at "jeg'et omfatter du'et", som Nørgård udtrykker det. I partituret er det anført, at Vægtens tegn symboliserer interpersonel perfektion og harmoni: kærlighed i videste forstand.

Værket er i den korte version tilegnet guitaristen og tenoren Ingolf Olsen, der er født i 1943 i Vægtens tegn.

Steiner
Davids psalmer
Som tekstgrundlag er valgt et af Rudolf Steiners 12 dyrekredsdigte (Zwölf Stimmungen"), det om Vægten ("Die Welten erhalten Welten"). Netop dette digt kunne næsten stå som motto for ideen om Det åbne Hierarki med verdener, der indeholder eller opretholder verdener, væren, der omslutter væren. Desuden er der fire lovprisende tekster fra Davids Psalmer.


Toneart

Som et stiltræk, der yderligere understreger Vægtens tegn kan nævnes valget af toneart. Uendelighedsrækken er nemlig brugt i sin diatoniske form og den toneart, der lægges an er Fis-dur, symbolsk for Vægten fordi den er den 7. toneart, ligesom Vægten er det 7. tegn i Dyrekredsen. C-dur tælles som den første toneart, og hvad enten man går op i halvtonetrin eller i kvintspring når man frem til Fis-dur som den 7. toneart.


Sammenhæng?

Man kan spørge, om det virkelig er muligt at skabe sammenhæng og nærvær i et værk, der spiller i en halv time, som består af hele 10 satser, suite-agtigt.

Svaret er, at værket høres som enormt sammenhængende. Det er vel ikke noget under, når nu alt stoffet går tilbage til uendelighedsrækken.

At værket ikke falder fra hinanden som "10 kønne, men lovlig statiske satser" skyldes nok flere ting. For det første er der intensiteten ved at lytte til de enkelte satser - man er, synes jeg, næsten i en proces, når man lytter, især til de længere satser. Endvidere er der en klar linie gennem hele værket.

Det spænder mere og mere op, begynder med ret uskyldige korte satser.  Kompleksiteten vokser hen til 7. sats. Herfra spændes buen yderligere efter den intermezzoagtige korte 8. sats til 9. sats, der er en udvidelse af 7 sats - denne i halvt tempo og med flere lag. Og så til sidst til den dramatiske 10. sats, der kort og fyndigt sætter punktum med det mest komplekse satsbillede overhovedet og tilmed et i hurtigt tempo. Der er altså en klar linie gennem alle 10 satser, som det fremgår af Planche over Libra.



Kompeksitet

Der ligger altså en intensitet i, at der kommer flere og flere lag til, men hvordan kan det egentlig være, at Libra ikke bliver fuldstændig uoverskuelig og fremmedgørende efterhånden som kompleksiteten stiger?

Fortrolighed
med musikken
Jeg tror det ligger i, at stoffet præsenteres gradvist og at man opnår en fortrolighed med det. F. eks. bliver koralen jo præsenteret alene uden omsvøb, første gang enstemmigt og anden gang i firestemmig harmonisering.

Især når man hører koralen i lange nodeværdier med andet materiale som forgrund/baggrund  bliver et klassisk forbillede indlysende - Bachs orgelkoraler med koralen bredt ud og "indsvøbt"   i de andre hurtigere stemmer, der godt kan anvende stof fra koralen.

Koralen er iørefaldende og ikke svær at lytte til, ikke svær at huske, og derfor har man mulighed for at fastholde den i bevidstheden som et af mange lag i de mere komplekse satser.

Dette er særlig tydeligt for mig et bestemt sted i 7. sats og det tilsvarende i 9. sats. Koralen synges   i fjerdedelsværdier, og der, hvor den slutter (i takt 20) hører man de andre lag - og er klar over, at man hele tiden har været lyttende, også til de andre lag.

Lyt til det omtalte sted i 9. sats og lyt til begyndelsen af 1. sats (guitar solo).


Værkets grundelementer

Libra's 10 satser er vævet fuldstændigt ind i hinanden i et sindrigt hierarki. Alt materialet kan til syvende og sidst føres tilbage til uendelighedsrækken.

Materialet lader sig beskrive under følgende punkter:

Teksterne
Uendelighedsrækken i Libra
Firestemmig sats o. uendelighedsrækken("kernesats")
Koral, énstemmig
Koral, firestemmig
"Die Welten ..." énstemmigt
Firestemmig sats over "Die Welten ..."
Hierarkier i Libra, koordination
Planche over Libra
Planche over 9. Sats