Symfoni nr. 2

i én sats

Af Svend Hvidtfelt Nielsen



    Komponeret i 1970, revideret 1971
    Tilegnet Sergiu Celibidache

    1. opførelse13.4.1970 i Århus, Århus Byorkester, dirigent Per Dreier.

    Revideret version 1. Opførelse 15.4.1971 i Danmarks Radio. Radiosymfoniorkesteret, dirigent Herbert Blomstedt.

    Varighed 25 minutter


Studie i uendelighedsrække

Symfonien er en direkte udløber af komponistens arbejde med uendelighedsrækken, som den kommer til udtryk i anden sats af Rejsen ind i den gyldne skærm.   I 2. Symfoni udfoldes musikken imidlertid i et fire gange så langt forløb for fuldt orkester.

Symfonien og tidens musik

Udover at være en studie i udfoldelse af uendelighedsrækken og dens mange samstemte tempolag er Symfonien eksceptionel i kraft af dens gennemgående pulserende rytmik. Bortset fra indledning og afslutning forløber hele symfonien i en fast ottendedelspuls, der kun i to korte passager er helt fraværende (t.392 og t.449, se den skematiske oversigt).

Således fremstår symfonien oplevelsesmæssigt som et modstykke eller en kommentar til den amerikanske minimal-musik. - Eller om man vil som den klassiske musiks svar på rockmusikken, hvis tiltagende dominans i disse år blev evident, og som med bands som Pink Floyd arbejdede sig hen mod udtryk, der senere skulle vise sig klangligt ikke at ligge så fjernt fra Nørgårds 2. symfoni.



Endelig kan symfonien med sit udpræget "smukke" klangunivers også opleves som en klassisk forløber for den såkaldte "ambient music", eller musik til meditationsbrug, hvilket dens klangunivers og harmoniske samstemthed også gør den oplagt til.

En yderligere association er til musik, der bevæger sig fra højtaler til højtaler. Per Nørgårds bruger nemlig en meget konkret rumlig bevægelse i orkestersatsen. Musikken bevæger sig gennem hele symfonien fra den ene side af orkesteret til den anden, hvilket i koncertsalen giver musikken en fascinerende ekstra dimension.

Dog ligger der en fundamental anden æstetik til grund for Per Nørgårds musik end såvel minimal musik, rock eller ambient. En æstetik, der utvetydigt placerer værket i en klassisk tradition.



Den klassiske tradition

Mens minimalmusikkens fokus lå på nuet og små forskydninger i rytmiske figurer, tilbød arbejdet med uendelighedsrækken en helt anderledes storformal tænkning. Med uendelighedsrækkens mange samstemte lag - på det langsomste plan består symfonien af kun fire toner - fremstår symfonien som én stor gestus med direkte forbindelse fra start til slut. En forbindelse, der er udarbejdet i lag af stadig hurtigere nodeværdier, hvoraf de hurtigste er den ottendedelsbevægelse, der fungerer som symfoniens hurtigste pulslag.

Af dem - ottendedelene - er der 4096. Dette store drag udkomponeres i et stadig varierende forløb, som en rejse ind i en drøm. Gennem forskellige faser af vekslende karakter, næsten som små "satser" i forløbet, opleves en stadig forvandling af musikken, som var satsen én lang udkomponeret metamorfose af et grundstof.

Således ligger symfonien i direkte forlængelse af en klassisk symfonisk tradition, som den kan opleves i bl.a. Sibelius' symfonier; - omend den fremstår som et yderst radikalt bud på genren.



Analyse