Trio nr. 1

for klarinet, cello og klaver, opus 15

Af Leif Thomsen




Det nordiske sinds univers

    det er som om vi i stedet for at søge til stadig stærkere bevidsthed om os selv og vores naturs egenart bliver passiviserede, eklektiserede ved en stadig betragtning af, hvad der laves sydpå; hvad de har og arbejder med, det må vi også have, prøve at tage stilling til. Denne åbne, receptive indstilling er sund, men udover en vis grænse farlig for egen aktivitet, for uafhængig pionérånd, og især synes Danmark og Sverige at ligge under for den ... Er musiksituationen sydpå og østpå virkelig så blomstrende og forførende frodig, at vi absolut må tage stilling til den førend til os selv?
    (Fra en artikel i 'Nordisk musikultur', 5.årg. 1956,, nr.3, s. 65-66)


Det nordiske sinds univers - en vending i artiklen, hvorfra det oven anførte citat stammer - dette udtryk har Nørgård præget, og det er blevet brugt som karakterising af hans første fase som komponist, før de modernistiske tendenser vinder indpas omkring 1960.




Sibelius 1955


Holmboe og Sibelius

Nørgårds kompositionslærer og ven var Vagn Holmboe, som han allerede var privatelev hos før studietiden på konservatoriet i København.

Tænker man på Nørgårds første fase, tænker man på netop 'det nordiske sinds univers'. Tænker man tilsvarende på Holmboe, tænker man på 'metamorfoseteknik', altså en tankegang, der lader musikken opstå udfra enkelte kim, der så undergår en stadig forandring og forvandling, så at kimen altid kan spores tilbage. Idealet ville være, at det musikalske mikroforløb spejles i makroforløbet, at begreberne form og indhold ophæves. Tanken, der ligger bag, er at musikken skal afspejle naturen og dens processer.

Sibelius' musik er indbegrebet af nordisk naturfølelse. Nørgård har altid været tiltrukket meget af hans musik, og et nøjere studium af Sibelius' kompositioner, særlig symfonierne, viste, at også Sibelius' musik ikke kun skildrede naturen, men fungerer som naturen: Ud af små enheder vokser symfonierne organisk frem, graver musikkens evige flod sig sit leje undervejs i forskellige hastigheder og tilstande, somme tider næsten stillestående, somme tider fossende: I evig bevægelse og netop deri sig selv.



Per Nørgård og Vagn Holmboe 1952


Omkring værket

Det firesatsede værk er komponeret i 1955, inden for det sidste år af Nørgårds studietid på konservatoriet i København. Han var altså 23 år dengang. Værket er, med fire satser og en længde på over 25 minutter, stort af omfang og et af talrige længere værker fra denne periode (musikken fra denne periode har netop i de sidste år fået større opmærksomhed, både hvad forskning og indspilninger angår!). Trioen blev uropført året efter og foreligger i flere indspilninger.