Sinfonia austera
(1. symfoni)

Af Jørgen Mortensen



    Komponeret 1953-55, rev. 1956
    Til Anelise
    1. opførelse 19.81958 i Danmarks Radio, Statsradiofoniens   Symfoniorkester, dirigent  Lamberto Gardelli. 1. koncertopførelse 11.2.1963 i Tivolis Koncertsal. Tivolis Koncertsals orkester, dirigent  Eifred Eckert Hansen
    Varighed 35 min.

NB på grund af en restriktiv politik fra pladeselskabet Chandos er det ikke alle musikeksempler, der rent faktisk er til stede.

 

Per Nørgård skrev sin første symfoni Sinfonia austera i årene 1953-55, reviderede den i 1956. Den er altså blevet til i studietiden som det første stort anlagte værk. Sinfonia austera betyder ordret den strenge symfoni. Strenghed er altså temaet i den unge komponists første store værk.

Værket er i tre satser, har fuld symfonisk besætning og en spilletid på 35 minutter. Strengheden kommer frem i den ret dystre tone, der formidler stemninger af mørke, melankoli, tilbageholdenhed, stor dramatik, men også lyrik. De lyriske passager kan være ejendommeligt smukke, ligefrem transparente, men stadig med fastholden af den alvorlige tone.

Strengheden
Strengheden kommer også frem i selve kompositionen, alt materiale synes nemlig at gå tilbage til det samme melodiske grundmateriale, der præsenteres i begyndelsen af første sats. I lange stræk lever musikken i linierne mere end i harmonikken.

Da alt udspringer af det samme materiale kan man decideret opleve symfonien som en helhed. Den er dog ikke gavmild med genkendelige eller indsmigrende forløb. Man må indstille sig på strenghed og alvor.



Orkestrering

Det er bemærkelsesværdigt, at Nørgård så tidligt behersker orkestreringen meget sikkert. I den strenge tone ligger en stor udtryksvilje, og denne formidles overbevisende - ikke blot kompositorisk men også i orkestreringen, især i de store opbygninger til et højdepunkt. Her opleves en overbevisende "gestik".

Men også de tilbageholdte lyriske passager er udtryksfulde netop via en overordentlig smuk orkestrering (se eksempler senere). Der er effektfulde træblæsersteder, der er monumental udnyttelse af de dybe messingblæsere, der er passager, hvor strygerne breder stoffet ud på smukkeste vis. Også slagtøjet bruges effektfuldt.

Holmboe


Forbilleder

Et af forbillederne for denne symfoni ligger hos Nørgårds lærer Vagn Holmboe. Holmboes 7. og 8. symfoni fra henholdsvis 1950 og 1951 er på samme måde strenge i udtrykket og holder sig strengt til stoffet - et grundmateriale, der udvikler sig i metamorfoseteknikken. Specielt vil man finde lighedspunkter mellem åbningen af Holmboes 8. Symfoni og denne symfoni: Ligesom Holmboe åbner også Nørgård med en solo i basklarinetten over en paukehvirvel.


Sibelius

Holmboes 8. Symfoni har titlen Sinfonia boreale, den nordiske symfoni, og dette kommer fuldt til udtryk i værkets specielle tone. At Nørgårds 1. Symfoni er skrevet i "det nordiske sinds univers" er også indlysende ud fra et andet forbillede, Jean Sibelius (1865-1957). At Sibelius er et forbillede fremgår nemlig af en bevidst "hilsen" med  "Tapiola - fugleskriget" (hurtige træblæserfigurer), en slags citat fra Sibelius' tonedigtning Tapiola, opus 112. Dette værk blev til i 1925 som noget af det sidste Sibelius skrev. Et kort digt Tapiola (Skovgudens bolig) står først i partituret:


Der breder sig Nordlandets dystre skove,
Urgamle, mystiske, i deres hemmelighedsfulde drømme;
I dem bor skovens mægtige gud (Tapio),
Og i deres mørke er skovåndernes hemmelige magi.

Tapiola bygger på et enkelt materiale, der præsenteres i starten og undergår forvandlinger - metamorfoser. Musikken lever sig helt ind i digtets nordiske stemning.

Også stemningen fra Sibelius' 1. Symfoni synes at have inspireret både Holmboe's Sinfonia boreale og Nørgårds første symfoni - i alle tre tilfælde ser vi paukehvirvlen og klarinetsoloen med de små intervaller (se senere).


Bartok
Et andet muligt forbillede er Bela Bartok (1881-1945). I et værk som Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste oplever vi en førstesats, der arbejder strengt med det materiale, der lægges frem i starten, et materiale, der også er snævert i sit omfang og dyrker de små intervaller.