Musik og liv - liv og musik

Af Leif Thomsen




Musik er liv

Liv og musikværk rummer mange ligheder, og Per Nørgård har i mange artikler og interviews netop udtalt sig om sammenhængene mellem dem. Musikværket er for ham et levende væsen. Den dybe undren over sin egen eksistens, det mirakuløse ved altings væren, mystikken i hverdagen, som Nørgård hyppigt giver udtryk for, viser en bevidsthedstilstand, som sikkert mange kender, men som komponisten har særlige muligheder for at udtrykke og forske i.

I en artikel fra 1979 skriver han prægnant om forholdet mellem musik og liv:

    Er der ikke andet at forestille sig end den ærlig talt lidt mareridtsagtige utopi om "evig ungdom"? ... For at få kraft til at fremstå som et jævnbyrdigt og trøstende modbillede til det uundgåelige, fatale, kropslige forfald, må den blodløse forestilling om "evig ungdom" o.lign. vige for en, på erfaring og eftertanke, baseret teori om den modsatløbende proces, en med forældelsen ligeværdig foryngelse!...

    Hvis vi formår at akkumulere vore erfaringer og virkeligt udvide vor bevidsthed til at erkende (udfra følelse og viden på én gang) at udtrykket "livet går videre" ikke blot angiver at det simpelthen fortsætter, men at det - hvis vi er opmærksomme - konstant bliver videre, altså rummeligere - så går vi dermed sejrrigt imod tiden som forfald, men med tiden som tilblivelse.

    Det er tilmed elementært, at livet bliver "videre", eftersom mennesket besidder erindringens evne og dermed opbevarer alt tildragent. Med støtte i erkendelsen og i vor evne til at forudgribe fuldbyrdelse i tanken af de tildragelser, der er i gang, og endnu uafsluttede, vil der udvikle sig en art "kosmisk bevisthed", (således kaldet eftersom kosmisk betyder ordnet) bevidsthed om orden.



Foryngelsen

    Hvor findes imidlertid denne fuldbyrdelse, "foryngelse", udtrykt klarere end i musikken? Musikken er forbundet med tidens element på en så vital måde, at det har fået mange til at tro, at musikken egentlig blot afbildede f.x. menneskenes liv og naturprocesser. Det kan den også gøre, som "programmusik", naturskildringer, og direkte sanselige udtryk for føleleser som ømhed, vrede, sorg og lyst. Men som form modsvarer det musikalske mesterværk dén modsat rettede proces i tiden, jeg har kaldt foryngelsen, da et tilfredsstillende musikstykke jo ikke starter med det bedste og derpå gradvis og uundgåeligt går mod sin opløsning ... men omvendt starter med fragmenter, isolerede stumper, der derpå gradvist forener sig i stadig større forståelsesenheder.

    Som bogstavelige eksempler på dette kan man f.x. lytte til Sibelius´ symfonier (især nr. 2 og 5) der ofte indledes med tilsyneladende isolerede urelatierede motiver, som derpå i udviklingens forløb forbinder sig til stadig større melodiske helheder. Dette er foryngelsens sindbilleder, skjult i hverdagens overmål af fiasko, forfald og fortvivlelse.



Genfortryllelsen af verden

LT:

    Genfortryllelsen af verden - hvad mener du med
    det?


PN:

    Vores eksistens er nødvendigvis en overlevelse. I det samfund, vi lever i i dag- og i øvrigt i alle samfund - vil tilpasningsevnen være højt prioriteret. Det vil sige, at man tilegner sig omverdenens gestalter i videste forstand: institutioner, samfærdsformer osv. Samtidig med de ubetvivlelige fordele heraf (og de almindelige ulemper), så er den dyre betaling den, at vores gestaltfriskhed tages fra os. Vi kan kun opfatte via gestalter. Vi har en intelligens før vores intelligens, og denne intelligens ligger i sanserne. Det vi oplever, er altså i forvejen filtreret via gestalterne, men bliver så ekstra filtreret af vores tillærte opfattelse af verden.

    Hvis jeg bare selv gik rundt med friske sanser, hvorfor skulle jeg så være blevet komponist? Så ville jeg jo være i dette vidunderlige nu. Jeg havde i min tidlige barndom en oplevelse af en mur mellem mig og naturen, en glasvæg, som jeg som ung forsøgte at overvinde ved at sejle kano. Jeg havde også en intuitiv oplevelse af det menneskelige potentiale som fantastisk: potentialet for oplevelse, for tilegnelse og for udvidelse, for kærlighed i videste forstand - men også oplevelsen af, at man er lukket lidt ude fra det som vesteuropæer.



Generobringen

LT:

    Og genfortryllelsen er altså en generobring...

PN:

    Simpelthen en etablering af vores normale sanseapparat. Genfortryllelse mener jeg egentlig på samme måde, som når John Cage taler om, at alt er musik. Grunden til, at jeg ikke er så optaget af John Cage, er, at det jo er en tanke, jeg altid har haft selv: Jeg har altid lyttet til træer og hvilke som helst andre naturlyde som musik.

    Min protest derimod går på, at det skulle være det fulde menneskelige potentiale at gengive det med kunstige midler. Det, jeg er ude på med begrebet "genfortryllelse" er at erobre en grundtilstand, som jeg har registreret hos befolkningen, der lever i det, vi kalder den tredje verden. Jeg tror, jeg har søgt musikken, fordi jeg har haft en intuitiv fornemmelse af, at den er det mest transcenderende transportmiddel, vi har, fordi den er lige på grænsen til det stoflige. Man kan aldrig kalde et stykke musik et objekt.



Vi er polyfone væsener

LT:

    Du har ofte talt om et musikværk som et levende væsen. Står det mangelagede, f.x. dobbeltheden der karakteriserer klaverkoncerten, ikke i modsætning til denne opfattelse?

PN:

    Tværtimod. Min opfattelse, som har fortættet sig fra et meget tidligt tidspunkt i mit liv er, at vi er polyfone væsener. Den monofone gengivelse af vore væsensudtryk ville være en forenkling. Jeg har nogle gange talt om, at vi lever i musikkens såvel som i menneskehedens barndom. Nostalgien over for de store gamle mestre kan jeg overhovedet ikke dele. Jeg har en meget stor glæde ved at høre mine gamle kollegers fantastiske spirer til fremtidens musik.



Sibelius

LT:

    Hvad er det, der fascinerer dig hos Sibelius?

PN:

    Som ung komponist skrev jeg et brev til ham, hvori jeg tog afstand fra tolkningen af naturnærheden i hans musik som en form for afbillede af naturens rørelser - billeder af vandets rislen, af stormens hærgen og andet. Hans musik arbejder derimod på samme måde, som naturen arbejder. Dette er jo noget meget visionært, eftersom matematikere og fysikere i dag mere og mere henviser til musikken.



Laget til tanten

LT:

    Du har sagt, at din musik gerne skulle blive mere og mere gådefuld, jo oftere man hører den, men samtidig skal den indeholde lag, der er så enkle at følge, at "selv min tante kan forstå den.

PN:

    Min musik er jo ofte selv meget kompleks, men der skal helst være et lag, som man kan gå lige ind i - laget til tanten, eller mig selv som tante: Der er jo dage, hvor man ikke har lyst til at være andet end tante. For mig er det meget vigtigt, at man ikke afgrænser tilhøreren ved at se væk fra elementære lytteforudsætninger.



Tilværelsen ligner musikken

LT:

    Du har talt meget om musik og erkendelse. Somme tider har man indtryk af, at Du ser din rolle både som kunstner og som videnskabsmand.

PN:

    Jeg ser mig ikke i nogen rolle. Nogle har jo sagt om mig, at min musik skulle afbilde verdenstilstande, processer og andet, ligesom Sibelius' musik angiveligt skulle afbilde naturen. Det er en forfærdelig fejltagelse, fordi det faktisk er lige omvendt. Musikken er det primære, det er den, jeg tror på - og så har jeg opdaget, at tilværelsen ligner den. Dette har jeg så udtrykt på forsøgsvise måder. Jeg er jo ikke specialist for noget, da slet ikke i at vide noget. Men jeg oplever evidenser, sammenhænge, som ikke bare gælder musikken.



Musik og politik

LT:

    Hvilke politiske visioner har Du?

PN:

    Jeg deler den forhåbentlig almindelige bekymring over de f.ex. økologiske problemer m.m., men jeg er overbevist om, at en løsning kun vil komme ud af en opvågnen. Hvis vi vågner op til den fantastiske eksistens, som vore sanser konstant fortæller os om, så vil prioriteringen af værdierne ændre sig, sensibiliteten og opmærksomheden for det evige nu øges, så man ikke bliver nødt til at henvise til hverken i overmorgen eller i forgårs.

    Hvis du oplever, at det er en mirakuløs tilværelse, du lever i, så skifter alle dine værdisæt. Hvis du derimod føler, at du vakler igennem en tyngende hverdag med pligter og fornøjelser hist og her, så er der store chancer for, at fornøjelserne bliver grovere og grovere og følelsen af evneløshed til at komme igennem livets situationer også vokser støt. Min naturlige fornemmelse er, at i det øjeblik, den musik vi arbejder med, og som er i sin barndom, folder sit potentiale ud, så er der da ikke noget mere underholdende. Musikken må have denne uendelighed i sig, så at den kan fange alle ind til denne opvågnen.



Das ewig Weibliche zieht uns hinan...

LT:

    Du har ofte givet udtryk for en fascination af det kvindelige...

PN:

    Jeg føler, at kvinden kan være i nuet, mens vi mænd ligesom har en rift i vores tilværelse. Mandens spaltethed bliver ofte klar for mig. Vi mænd udtrykker os i værker for at kompensere for den rift, vi har i vort væsen. Kompensationen kan dog også være en slags healing. Hvis det, du arbejder med, hele tiden er at komme nærmere til den sorg over, at du ikke er i verden, så åbner verden sig lidt efter lidt. Det har jeg oplevet, og det har været en meget ekstatisk fornemmelse - og jeg kan glæde dig med, at der er enestående chancer ved at blive ældre.