Instrumentation

Af Svend Hvidtfelt Nielsen



Per Nørgårds instrumentation er karakteriseret ved en ofte kammermusikalsk sarthed. En sarthed, der til stadighed fremmaner bevidstheden om musiks fundamentale sårbarhed.

Til tider kan sartheden synes fuldstændig fraværende, som når f.eks. 5 symfoni på sine højdepunkter skyller ind over publikum som en gigantisk flodbølge. Men selv her er musikken dybest set instrumenteret "sart". For selv i de store tutti-passager spiller hver musiker en ofte kompliceret og krævende stemme, der ikke "blot" er en del af et større udbrud, men spiller samtidig en betydningsbærende musikalsk struktur, som sammen med andre linjer og andre strukturer danner en helhed. En helhed, der er tænkt som totaliteten af enkeltheder og ikke som blot en særlig farve eller klang, indenfor hvilken musikerne har en stor frihedsmargin.

Det fører os til det der er den nemmeste måde at karakterisere Nørgårds tilgang til instrumention, nemlig at sige, hvad Nørgård ikke gør: Nørgård instrumenterer ikke "lækkert". Instrumentationen er ikke dikteret af ønsket om at opnå særlige gunstige klangvirkninger, men derimod i ønsket om at formidle de musikalske strukturer klarest muligt.


Det betyder ikke, at Nørgård ikke har særlige yndlings-farvevirkninger, som man igen og igen støder på - som gamle venner.

Man kan i flæng nævne:
  • glissandi i strygere op i højt flageoletleje
  • de såkaldte beat-tones i træblæserne (svingninger, der opstår når to instrumenter spiller "falsk", dvs. samme tone med forskellig intonation)
  • et højt forslag i piccolo-fløjte
  • det dybe kontrabas marcato
  • udstrakt brug af trombone det være sig som blød ledsagestemme, som kvarttone-fluktuerende klangunderlag eller som et glissanderende forteudbrud
  • og så et udstrakt brug af slagtøj, - det dybe løvebrøl og ikke mindst de skingre crotales, der til tider kan bore sig dybt ind i lytterens trommehinder

Dertil kommer Per Nørgårds ustandselige skiften mellem forskellige fokuseringer, hvilket i instrumentationen giver sig udslag i bratte indbrud af nye instrumenter, midt i noget, man troede var en længere melodi.



5. Symfoni

I 5. Symfoni møder vi et udtryksregister, der rækker fra det intime, næsten uhørlige til det kaotiske, næsten kakofoniske.

Med fem eksempler fra denne symfoni skal det forsøges at give et billede af karakteristika såvel som spændvidde i Per Nørgårds instrumentation.

    Eksempel 1:
    Vi er i symfoniens indledning (ca. t.27- ). Et glissando fører musikken op i det høje register (og ud over den menneskelige høregrænse). Eksemplet viser den såkaldte "sarte" lyd. En musik, der er på kanten af at gå i stykker. Bemærk de små glissader og kvarttoner i messingblæsere, samt den høje træblæserklang.



    Eksempel 2:
    Vi er midt i symfoniens første hoveddel (ca. t.152). Eksemplet viser den kammermusikalske tænkning af en orkesterpassage. Bemærk hvorledes de forskellige instrumentgrupper spiller tilsyneladende uafhængigt af hinanden. I træblæserne høres en ustabil svævende klang. Det er et eksempel på de såkaldte beat-tones. Ved andre lejligheder - liggende toner - er effekten dog snarere pulserende "slag".


Eksempel 3:
Godt 20 sekunder inde i symfoniens anden hoveddel (ca. t. 375) udvikles et sart polyfont netværk af stemmer. Bemærk messingets fremtrædende rolle i denne ganske intime musik.


Eksempel 4:
I symfoniens sidste del (t.598) afløses et voldsomt udbrud af en rolig strygersats. Bemærk hvorledes den farves af forstyrrende løvebrøl og træblæserindsatser.


Eksempel 5:
Symfoniens slutning. Her høres et eksempel på et "kaotisk" Nørgård tutti. Prøv at lytte efter de enkelte instrumenter og bemærk deres individuelle udtryk.