'Åbne værker' i 70erne, m.m




I slutningen af 70erne - efter den 3. symfoni - viste Per Nørgårds værker en tendens til at føje sig sammen i grupper med fælles tematisk stof eller fælles arbejdsmetode. Komponisten blev ligesom ikke færdig med sit stof i ét værk, men udkrystalliserede sine ideer i flere konkrete værker.

Derudover var der også en tendens til betydelig åbenhed inden for det enkelte værk. En åbenhed og fortolkningsfrihed med hensyn til så afgørende forhold som form, instrumentation, varighed m.m.

Det er en konsekvens af arbejdet med de hierarkiske principper musik: Der dukker hele tiden nye muligheder op, vinduer kan åbnes til landskaber som også kunne inddrages og som i kraft af hierarkiernes fundamentale harmoni er fuldt legitime, også selvom det ikke er Per Nørgård der har fundet dem frem.


Vinterkantate (1976) - for få eller flere - er et af en række værker, som Per Nørgård formulerede omkring de melodier han havde skabt til Ole Sarvigs digte Året og Korsalme. Vinterkantate er en anden udtydning af det samme melodiske stof som ligger til grund for den virtuose og stort anlagte Frostsalme der var skrevet året før. Blandt de øvrige værker i denne 'familie' kan nævnes det ligeledes virtuose Kredsløb og de enklere og mindre ambitiøse Korsalme og Vintersalme.

Værkets udgangspunkt er en bestilling fra organisten Jesper Jørgen Jensen som ønskede et værk der kunne opføres af ham selv, sopranen Dorrit Basse og evt. et kor. Sådan lader værket sig også opføre, men der er mange andre muligheder. Som Nørgård skriver i forordet:

    ... i forlængelse af uendelighedsprincippernes harmoniske ordener er værket blevet til noget aldrig før set: en kantate, der både i omfang og besætning lader sig udvide ved forarbejdning af organister, dirigenter og andre musikere, der forener æstetisk sans og en vis kompositorisk åre med kendskab til uendelighedsprincippernes funktionsmåder! Herved bliver det muligt at lade såvel den forhåndenværende nodetekst opstå i versioner for flere solister, kor, ensembler, ja orkester - som at gøre varsomme indgreb til udvidelse eller formindskelse af det givne materiale.

Grundmaterialet er altså en orgelstemme og en sangstemme, men der er mulighed for langt mere nuanceret instrumentation. Orgelstemmen rummer 'latente korstemmer' som kan trækkes ud og harmoniseres. Desuden kan instrumentering understrege og belyse interessante tråde i det klanglige tæppe. Det er muligt at tilkomponere nye stemmer eller endog helt nye afsnit.

Faktisk tillader komponisten enhver "med opbydelse af almindelig musikalitet, æstetisk sans ('god smag') og noget fantasi" at bringe deres egne opførelser i stand - så længe det sker på den hierarkiske musiks præmisser. Det er f.eks. den svenske korleder Gunnar Ericsson som har tilrettelagt Vintersalme som en lettilgængelig og forenklet udgave af Frostsalme-melodierne.


Den afbrudte Sang (1977) er endnu mere vidtgående med hensyn til åbenhed. Undertitlen betegner værket som en tragisk madigalkomedie i 2 (mislykkede) bryllupper, handlende om Orfeus og Eurydike. Teksten er skrevet af Ulla Ryum og Per Nørgård, og værket er skrevet til Marselisborg Gymnasium som et samarbejdsprojekt med medvirken af både professionelle og amatører.

I sin oprindelige form består partituret blot af 6 sider med nogle få enkle og grundlæggende melodier, rytmestrukturer og akkompagnementsfigurer som kan projiceres ud og instrumenteres frit som beskrevet i forbindelse med Vinterkantaten.

Ved uropførelsen medvirkede gymnasieelever fra Marselisborg Gymnasiums Kor, operasangere og balletdansere fra Stockholm og elever fra Holstebro Højskole og Musikskole, og opførelsen strakte sig over mere end en halv time.
Et håndskrevet partitur over uropførelsens konkretiserede version forefindes. Desuden har Nørgård i 1988 taget det samme grundmateriale op igen og udarbejdet det til en opera (for Det Jyske Musikkonservatorium) med titlen Orfeus - den uendelige sang.







Trommerytmerne


Sol & Måne Musik

Omdrejningspunktet for såvel Den afbrudte sang som for alle de øvrige amatør- eller samværsorienterede værker fra slutningen af 70'erne er i virkeligheden den totonige uendelighedsrække (se Drømmesange og 2. sats af Wie ein Kind) med dens hierarkiske udfoldelse af den principielle modsætning mellem lys og mørk.

Ivan Hansen, som er en af de mest fremtrædende musikere og pædagoger inden for denne musikform, der efterhånden blev betegnet Sol & Måne musikken, skriver:

    Med den såkaldte Sol & Måne-musik (udviklet gennem halvfjerdserne i både private grupper, på højskoler o.lign., i konservatorie-ensembler) synes der at være opstået en "musik inde i Nørgård-musikken" i en form, der danner forbindelse mellem en mere umiddelbar musiceren og Nørgårds komplicerede kompositionsteknikker.
    (se Ivan Hansen Sol og Månemusikken i Per Nørgård artikler 1962-82)



Hurtigt at lære

Det tager ca. 10 minutter at lære sig hvordan man holder styr på rækkefølgen af 64 toner af denne rytmiske uendelighedsrække, og man vil herefter kunne musicere sammen med andre ved hele tiden at gentage dette mønster - som man repeterer harmonimønstret i en blues eller jazz-standard - og der vil altid være harmoni, hvadenten man spiller alle toner, hver anden, hver fjerde etc. (hvilket er det samme som at spille i halvt eller kvart tempo) eller de 'skæve' bølgelængder som hver tredie eller andre filtreringer og overspringelser.

Som 'trommer' kan gælde alle klingende legemer som kan gøre forskel på et lyst og et mørkt element.


Så let er det:

Udprojicering af modsætningen mellem lys og mørk:

  • spil 1 lys tone (l) og dens modsætning = 1 mørk tone (m)
  • spil en lys 2-tonegruppe (l m) og dens modsætning = (m l)
  • spil en lys 4-tonegruppe (l m m l) og dens modsætning = (m l l m)
  • spil en lys 8-tonegruppe (l m m l /m l l m) og dens modætning = ???
  • spil en lys 16-tonegruppe, hvor du begynder at huske den som
    a) en lys 4-tonegruppe +
    b) en mørk 4-tonegruppe +
    c) en mørk 4-tonegruppe + d) en lys 4-tonegruppe = L M M L
  • spil til sidst en hel periode på 64 toner sammensat af en lys 16-tonegruppe + en mørk + en mørk + en lys = L M M L

Man ser at l m m l går igen på alle niveau'er



Det følende nodeeksempel viser - endnu en gang de første 64 toner samt tre forskellige "filtreringer" ud af mange mulige:



Musikalsk samvær

Disse trommerytmer var som nævnt grundlag for talrige sammenspilssceancer af mere eller mindre improviseret karakter samt pædagogiske indslag ved kurser o.lign. i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne. Og den dag i dag kan mødet mellem folk der 'kan' deres lys-mørk-hierarki resultere i et musikalsk samvær der godt kan vare timer.

Man kan blive ved med at repetere 64-toners perioden, men man kan også prøve at udvide og se om man kan holde styr på 256 toner (hvor de første 64 så blot er en LYS 64'er, som skal efterfølges af en mørk - eller prøv at gå op til 1024!



Værker

Trommerytmerne er som nævnt også grundlaget for en lang række konkrete værker - i reglen værker med en ganske stor åbenhed i strukturen.

Tider og Højtider (1978) og Krystalspejlinger (1979) er 2 realiseringer af samme stof og med en tekst af Marie Lalander.

De er begge skrevet til Da Camera koret, men er foruden kor er der mulighed for at inddrage dansere, slagtøj og et ad libitum instrumentarium. De 11 partitursider består igen af grundlæggende melodier og harmoniske og rytmiske strukturer, som kan bearbejdes af folk der forstår spillereglerne.
Ved uropførelserne blev det til forestillinger af ca. en times varighed. Og det var komponisten der stod for arrangementet af materialet. Endnu har vel ingen givet sig i kast med selv at tilrettelægge mønstrene, men det er egentlig her, det virkelig perspektivrige ved Sol & Måne musikken ligger:

    Følg strukturerne og lav dine egne melodier på dem ved at spille toner der passer med overtonespektret til den givne strukturtone .

Det ligner den kollektive improvisation, som man kender den fra New Orleans jazzen - blot på et helt andet grundlag.



Andre værker:

Af andre værker der er blevet til på grundlag af trommerytmerne kan nævnes Billedstofteatrets forestilling Tredie Tilstand fra 1979, hvor en af bølgelængderne efter sigende var så langsom, at den gik under navnet 'timeslaget'.

I mindre målestok kan nævnes

    Tidligt Forårs Danse (1979-80) - for kor, obo og slagtøj (dans ad. lib)

    Slå Dørene Op (1981) - for 2-4 stemmigt kor og instrumenter

    Små Slag (1981) - for 6 slagtøjsspillere

Desuden disse værker som kan overkommes af dygtige amatører:

    Wie ein Kind (1980) er faktisk skrevet til amatørkorstævnet Nordklang.

    Drømmesange (1981) er flere gange blevet opført af amatører.

Endelig skal nævnes

    Korbogen - Viser, sange og motetter 1952-1992 - som er en samling på 45 større og mindre korværker af Per Nørgård af varierende sværhedsgrad, udvalgt og redigeret af Ivan Hansen.