Model af menneskelighed

I skabende kunst må mennesket opleve sig selv - sit totale selv -som en kybernetisk model" (Ronald D. Laing: "Frigørelsens Dialektik", s. 28, Rhodos 1968, ordet "kybernetisk" betyder her i balance med sig selv). Omsat til menneskesprog vil dette sige, at for eksempel Jupitersymfonien er en kybernetisk model, et billede af menneskets psyke, at dets totale selv. Det musikalske mesterværk rummer i sin totale [...] balance visdom  på samme måde som naturskabningen (hvorom det er sagt, at alene menneskets lårbensknogle er af en sådan genial fiberkonstruktion, at vor tids samlede ingeniørkunst ikke formår at gøre den efter). Men med kunstværket - lad mig holde mig til musikken, som den mest blottede for umiddelbar hensigt - besidder vi en viis model af vores egen menneskelighed!
(Følsomheden er en revolutionær pligt, 1974)

Når Nørgårds æstetiske smag dikterer en forståelig musik hænger det nøje sammen, med hans forståelse af musikkens betydning. Hans musik-etik.

Som ovenstående citat peger på kan mennesket nemlig lære noget om sit eget væsen gennem musik. Ørerne bliver herved sanseorganer, der udforskende kan dykke ned i musikværker. Dels for at fange musikkens temaer og sammenhænge og hvad de kan betyde, dels for at udforske sig selv: Hvilken virkning har musikken, hvor meget kan ørerne opfatte, hvad kan huskes. Det medfører naturligt, at komponisten komponerer en musik, der har opfattelige enkeltdele at dykke ned i.

Se også  afsnittene  Fænomenologi og om Myter

Ny erkendelse

Den menneskelige musik, der bygges op omkring interferenser og som kan bidrage til en forøget viden om mennesket skabes ud fra et begreb om "Ægte" kunst. Og, som det fremgår af nedenstående citat (fra 60-års interviewet), forstås ved ægte kunst, en kunst, der opdager noget nyt:

Dengang da de [danske friluftsmalere] kom frem var en mark grøn og en træstamme brun og en himmel blå [..], men efter at Syberg og de andre havde vist at en mark ligesåvel kunne være violet og en træstamme højrød, og himmelen kunne være sort, så begyndte folk også at se det sådan.[..] Der fandtes en direkte overførsel dertil, at Kunst skal opdage noget man ikke vidste før for at være ægte!.

At den "ægthed", Nørgård efterlyser, intet har med "nie erhörte klänge" at gøre, viser den uddybende fortsættelse:

Jeg er så beskæftiget med tilværelsens elementære ting, fordi jeg går omkring med den her barnlige forestilling, at jeg fra det ene øjeblik til det andet kan betragte den på en ny måde - og det er nogen gange sket, og da har det haft en endegyldig ændring af min opfattelse til følge, for eksempel med vanddråber: På et tidspunkt begyndte jeg at høre vanddråber som toner [..]. På den måde kan vi hele tiden komme nærmere til at høre noget, som vi ikke havde hørt igår.
(Zwischen Chaos... side 36).

(For en uddybelse af Nørgårds position gennem en analyse af filosoffen Martin A. Heideggers skrift Kunstværkets oprindelse, Samlerens bogklub, Kbh. 1994, se Svend Hvidtfelt Nielsens Virkeligheden fortæller mig altid flere historier, Det Fynske Musikkonservatorium, 1995).