Sådanhed - det, hvorom vi ikke har navn



Der er en karakter i min musik, som ofte dukker frem og som jeg føler mig sært godt tilpas med, fordi hver gang er den en ny udfordring for mig. Det er en bestemt slags fremadstormende - en rytmik forbundet med en melodik, som kan dreje og vende nogle relativt små motiver, således det hele tiden bliver en anden fremtræden fra øjeblik til øjeblik. Jeg har ikke noget navn for den særlige snurrende fremtræden, som jeg ikke er så fortrolig med fra andre komponister, og der er altså, når man nu har talt om det lyriske eller det dramatiske og det apoteotiske, så vil jeg altså tilføje, at der er - der bør også være plads for det, hvorom vi ikke har navn. Ligesom i det græske gude-Pantheon, der var der en søjleplads uden nogen gud på, fordi, som romerne viist sagde, der er sikkert en gud, vi ikke har opdaget. Og jeg har kun ét ord for, når de ting dukker op i min musik, det er en sådanhed. Uden navn.

I min strygekvartet nr. 8 Natten falder som røg, som er baseret på motiver og stemninger fra min opera Mændenes nat eller Menneskenes nat med tekster fra Apollinaire, der er i hver af satserne en opmærksomhed om noget, der ikke har navn, det kan være en navnløs gru eller det kan være en ligeså navnløs danseverden. Der er en sats, der hedde Menneskedyret eller Dyremennesket, hvor selve den uskyldige ting at danse, en mand og en kvinde, det fører til en mere og mere ophidset polarisering af det rytmiske, som gør, at det fører over i det militæriske og krigens horisont åbner sig. Den form for rytmik, der udfolder sig i den sats, som er den anden sats, er af en sådanhed, som jeg ikke har ord for, fordi den er hverken knyttet til den normale valse- eller march-verden eller foxtrot-verden eller hvad vi nu kender af faste rytmetyper. Og alligevel er den alt andet end ikke-rytmisk, den er afsindig rytmisk, men på en både bizar og speciel måde, som jeg kun kan kalde en sådan måde.