Det bizarre - det kønneste ansigt, den mest bizarre maske




Det bizarre eller groteske er jo ud fra én sysnsvinkel alt det værendes grundlæggende udseende. Der er én, der har udtrykt det på den måde at “al form er i grunden komisk”. Og det er jo en opsigtsvækkende erklæring, med mindre man tænker - ligegyldigt, det kønneste ansigt eller den smukkeste form fastholdt uændret, hvor man skal se på det hele tiden, så vil selv det tilsyneladende kønneste, det vil ret hurtigt opløse sig til en bizar maske, fordi det ikke ændrer sig.
Så det bizarre oplevet på den måde, at hverdagens velkendte former, udtryk og stemmeklange osv., at man oplever dem ligesom fra en helt anden synsvinkel, som om man er et menneske fra en anden planet, der hører, hvordan folk taler, eller hvordan de sender ansigtsudtryk og grimasser til hinanden, det er jo fanget så genialt ind af Chagall i hans Døde sjæle illustrationer til Gogols noveller, og det virker som forvredne masker sådan noget, men i virkeligheden er det still-billeder taget af et sensitivt sind af en hverdagssituation. Og således er det bizarre for mig en sart, åben oplevelse af noget, som vi egentlig kan møde hver dag, men bare set i sit mest gustne, mest grelle aspekt.


I min 5. Symfoni, der er en kredsen imellem to tilstande, hvor den ene er inden for et nogenlunde begribeligt univers, altså vores høre-univers, og der udfolder sig temaer og rytmer, som egentlig ikke er så radikalt forskellige fra, hvad der kan udfolde sig i andre af mine værker. Men de er underkastet en besynderlig skæbne i min 5. Symfoni, fordi der kommer nogle vinde eller bølgeslag, som jeg for mig selv kalder tsunamo, (som er et japansk udtryk for undervands-vulkanske flodbølger, der kan vokse til 500 meter), og de gennemtrækker så dette lydunivers og bringer selvfølgelig totalt balancen til fald gang på gang, nogle gange indhentes den, kan repareres, men andre gange er det ligesom om man kommer op i en verden, man bliver ført ud af det univers vi kender, og man kommer ind i en slags antiunivers, og der er et sted, hvor det lyder som om det er sådan ånder fra Hades, der begynder at fløjte rundt i luften, og så oplever man det er klokkelyde, som laver Jingle Bells, og der kommer en cirkus-melodi, og man tænker, hvad er det for væsener, der er blevet sluppet fri her for et øjeblik. Det er bizart.