Forløsning - stille, upåfaldende





Det er med forløsningen som med apeteosen, den tilhører et bestemt stadium, og i modsætning til apoteosen, der er - unægteligt - ekstase gennemsyret, det ligger i selve begrebet apoteosen, at man befinder sig i en begejstring, i en rus altså af et syn, hvor alting samler sig. Forløsning kan være helt anderledes. Det kan være stille, det kan være næsten upåfaldende. Der er en torn, der er forsvundet, der er kommet en fred, der er måske overhovedet ikke bevidsthed om nogen lykke. Det kan være en helt enkel, næsten bleg oplevelse af, at nu er vi altså nået til at kunne få lidt fred. Eksemplet kan jeg tænke på fra min første store strygekvartet, der hedder Quartetto brioso, fra 50’erne.

 

Der er et meget magtfuldt, kantet og trodsigt tema, som starter … Det udfolder sig på mange forskellige måder i løbet af satsen, men forløsningen er, når det bare siger … til sidst i satsen.

 

Hver af disse små strofer på tre toner overlapper hinanden i strygerne, så det lyder som … Det er en forløsning i det stille. Man er kommet væk fra larm og uro.