Apoteosen - være i den, forlade den





I mit livs hidtidige produktion er der nok mange, der vil betragte min 3. symfoni som en apoteose. Og jeg kan godt selv anerkende, at med 3. symfoni, da befandt jeg mig i en slags apoteoseagtig tilstand til tilværelsen. For mig er apoteosen et stadium en sindstilstand, som er skøn at være i, men man må sige med Goethe, - passe på at sige “Bliv dog”, for hvis du forsøger at blive i apoteosen, så bliver den løgn. Apoteosen er en skøn gave, det er ligesom det lyriske, det sanselige, som også kan være apoteotisk, men du må lade det få sin egen rytme, sit eget udfoldelsestidspunkt. Og du må have lov at lade det løbe, du må give det lov at forsvinde når det er tid for andre og måske mere strenge udfordringer.