Det musikalske materiale - fuglesang og evige strukturer







Det kan virke forbavsende, at der inden for den samme musik, tilmed måske det samme værk - inden for den samme komponists musik og tilmed inden for det samme værk - at der kan være såvel det, som man har kaldt “objects trouvés”, altså fundne objekter, og det behøver ikke være objekt, en ting som en tændstikæske, men objekt som f. eks. fuglesang (inden for lyd), havbrus, bølgeslag, sus i græs på osv. - på den ene side, og på den anden side arbejdet med proportioner, som kan kaldes pythagoræiske, eller overtonerækkernes systemer, uendelighedsrækker og gyldne proportioner. Der er ligesom en platonisk, en evig verden, også den der verden af umiddelbar sanselig tilstedeværelse. Og for mig er de to ting ikke kontraster. De er højst sameksisterende, fordi de for mig overhovedet ikke er spor anderledes knyttet i slægtskab end musik er, fordi i musik finder vi på samme måde en høj, abstrakt orden, knyttet til en yderst sanselig klang. Og hvis du tager det ene fra musikken og bevarer det andet alene, så er det ikke musik, så er det amputeret musik.