Sådanhed i besætning/genre







Oplevelsen af et bestemt væsen, der viser sig i musik, en sådanhed, er uløseligt knyttet til besætningen, og min fantasi kan åbenbart ikke undgå at operere med alle slags besætninger. Hvis jeg ser et billede, som er et operabillede, som f. eks. Siddharta, den unge prins, som vokser op i en fortryllet have, altså en have, der skal forføre ham til at tro, at livet er uden tragik, uden smerte og uretfærdighed, da opstår der for mig billede af en verden, som må være så forfinet, at et så højt begavet menneske som Siddharta, den senere Buddha, ikke gennemskuer det. Det gør, at det bliver en vældig opgave for mig, som kun kan realiseres i operaform, med både kor og orkester og solister og scene, mens andre værker, de kan udfolde sig så, med en klarinetsolo, for inden for det, da kommer det lille væv frem, som jeg så oplever som en heksering. Således ved hver af alle de forskellige genrer, de opstår som forskellige størrelsesforhold af de billeder, som dukker op i min bevidsthed, mens jeg komponerer