Den uigentagelige sådanhed - som et menneskeansigt







Selv om mit udgangspunkt i materiale er ofte knyttet til proportioner, såsom det gyldne snit eller udviklingsforløb som uendelighedsrække, eller til noget stofligt eller noget givet - som kan være bølgerytmer, bølgeskvulp,- så er det grundlæggende, måske netop på baggrund af den generelle basis i mit arbejde, - så er det grundlæggende sigte i min musik, det er den uigentagelige sådanhed af et værk. Det, der holder mig i gang med at komponere, fortsat, og synes jeg, og egentlig bare på vej, det er opdagelsen af, hver gang at jamen, Gud, der er et univers, jeg ikke har set før. Og det kan godt være med materiale, eller altså, med en uendelighedsrække, jeg har haft før, men en helt ny indfaldsvinkel gør, at jeg pludselig ser, jamen det her, det er jo, f. eks., - det er jo en heksering. Jeg er i gang med en heksering, ligesom man kender disse svampevækster, som breder sig i haverne, som de her lidt uhyggelige ringe, ikke? Så opdager jeg et af mine stykker har den der dansende, svirrende, lidt uhyggelige kredsen, mens i et andet værk, så oplever jeg det som en slags græsskrift, som den kinesiske græsskrift, men så går jeg ikke hen og laver Græsskrift II og Græsskrift III . Denne sådanhed, dermed mener jeg, at noget er, egentlig ubeskriveligt, og det er ikke til at reducere. Ligesom et menneskeansigt, det er sådan.



CAO SHU - Græsskrift er for klarinet og klaver.