Om Symfoni nr. 6 - fanget af et forløb







Det jeg tror har været måske den måske dybeste lære af at studere Sibelius’ symfonier er, i hvor høj grad hvert af værkerne virkelig er noget helt for sig. I hvert fald fra den 2. og fremefter frembyder de virkelig et så forskelligt billede. Og på en eller anden måde, så tror jeg, at det er noget, der gennemsyrer mit eget forhold til at komponere symfonier - det er at, det kan ikke være på den måde, at man ligesom laver en serie af en slags.
Hver af mine symfonier føler jeg som et helt kontinent for sig, og min 6. symfoni står i den forbindelse som en slags flydende proces, altså en udvikling, som ikke inddeler sig i satser, jeg kalder dem passager, fordi den strøm, der gennemsyrer dem er således, at f. eks. imellem 1. og 2. Passage, da er der nærmest en bro, der standser forløbet, man hører ingenting, der er simpelthen en pause. Men når så næste passage begynder, så opdager man, det egentlig fortsætter, hvor det slap, med en lille smule ændring, måske. Det vil sige, der er en strøm, der er en form og en bevægelse, som har en retning af en beslutsomhed, som slet ikke f. eks. findes i 5. symfoni, som er langt mere eruptiv og kaotisk i sin uforudsigelighed. Her er der et forløb, som jeg simpelthen blev fanget af, jeg måtte gengive det forløb. Og det var ikke noget af det nemmeste, jeg har været ude for i mit liv. Men - resten, det er noget, jeg kan tale om i de næste 50 år.