Mødet med Sibelius - at give sig til kende






 



Sibelius i haven ved Ainola


Efter at jeg havde fået det meget venlige brev - og meget opmuntrende brev - fra Sibelius, så gik jeg videre i mit ønske om at vise min respekt for ham ved at tilegne ham mine korsange Aftonland til Pär Lagerkvist tekster. Så da jeg var i Finland kunne man sige der var al mulig grund til at prøve at kontakte mesteren, som jo har en telefon, eller havde en telefon - stod under professor Sibelius i telefonbogen, det havde jeg jo selvfølgelig fundet ud af. Jeg vovede det ikke. Og så selv, da vi som konservatoriestuderende var ude i Ainola-haven og Sibelius’ datter, der var vores hjælper den uge, hun hentede mesteren derindefra, som var 90 år omkring det tidspunkt - 89 - så vovede jeg overhovedet ikke give mig til kende.
Chagall i parken i Vence











Og det minder mig om en tilsvarende undladelsessynd, jeg har begået to andre gange. Jeg har været og er en meget stor beundrer af Chagall’s billeder, og da han var i København og jeg havde mulighed for at tale med ham, så forpassede jeg også den mulighed.


Den tredje er ikke nær så kendt, det er en langelandsk forfatter, som jeg har en høj ærefrygt for, nemlig J. Anker Larsen, der har skrevet De vises sten. Jeg vidste han boede i nærheden af min skole på Frederiksberg, og jeg gik derhen, i Hollænderdybet, stod ved hans gadedør og vovede ikke at gå op. Jeg idiot.