At lytte til musik - stoflighed, struktur, billeder, mangfoldighed




Det, der er er fascinerende ved musik er den utrolige omstændighed, at man kan ikke høre det samme stykke musik to gange på den samme måde, der er simpelthen så mange indfaldsveje til hver moment i et stykke musik, og især to blokerer ligesom for hinanden, man må enten vælge den ene eller den anden. Enten må man vælge, hvilken stoflighed det har, er det blødt eller er det ligesom noget, der minder om julidage, varme juli-dage, eller er det en melodi, der kommer fra Arilds tid bag i musikken og går frem til en uvis fremtid. Man må hele tiden fokusere på det ene eller det andet, og den blanding gør, at musikken hele tiden vil være ny, hvis man er vågen over for sin egen oplevelse. Så vil man opdage, man kan ikke foreskrive dermed, hvordan man bør lytte. Man lytter spontant som man ser billeder, det er det samme, uden at man anstrenger sig. Folk kan se billeder, jeg selv kan godt få spontane billeder eller farvefornemmelser. Man kan opleve det som et kosmos, som et pythagoræisk mønster, et kosmisk mønster. Der er uendelige muligheder.