Per Nørgård i Musikhistorien

Af Erling Kullberg



Denne artikel vil prøve at se Per Nørgårds kompositoriske løbebane i dens samspil - medspil, modspil og vekselspil - med den generelle udvikling i den omgivende musikalske verden.



Carl Nielsen
myten

Dansk musikliv var på det tidspunkt hvor Per Nørgård begyndte at komponere gennemsyret af musikæstetiske normer, som havde deres udspring i begyndelsen af århundredet, hos Carl Nielsen eller i kredsen omkring ham. Carl Nielsens personlighed var genstand for en beundring som gjorde, at hans holdninger i musikæstetiske spørgsmål dominerede billedet i en sådan grad, at næsten alle andre alternativer blev holdt ude. Ikke mindst efter hans død, hvor der udvikledes noget nær en Nielsen-myte, som satte normen for god tone i dansk musik.

Komponisten Jan Maegaard erindrer:

    Da jeg i 1945, fjorten år efter mesterens død, blev optaget på konservatoriet, osede der rent ud sagt af Carl Nielsen. Ud af hver sprække. De komponister, Carl Nielsen kunne lide blev dyrket. - Det drejede sig i det væsentlige om Mozart og Brahms. De som han ikke kunne lide, eksisterede næsten eller slet ikke. Den kompositionsundervisning jeg modtog, indskrænkede sig i det væsentlige til formaninger om at holde mig en god, sund dansk diatoniks principper efterrettelig.


Det centrale i denne musikæstetik var den 'sunde' reaktion mod romantikken og det overekspressive, sådan som man så det videreført i wienerskolens ekspressionisme.

Man interesserede sig for mådehold og for det nordiske og kølige som modvægt mod det overophedede der kom sydfra. Vagn Holmboe var den stærke personlighed der frem for nogen var med til at præge den komponistgeneration der voksede frem i begyndelsen af 50'erne. Han fremhævede det væsentlige i at finde balancegangen mellem det han kaldte det apollinske og det dionysiske, begreber som kunne oversættes til henh. det køligt kalkulerede og det spontane/sanselige.

På det musikalsk/tekniske område herskede troen på en form for tonalitet og diatonik, og metamorfoseteknikken var det dominerende formprincip.



Det Nordiske
Sinds Univers

Det er denne baggrund og denne opdragelse som præger Per Nørgårds holdninger, da han for alvor træder frem midt i 50'erne.

På det tidspunkt er man i nabolandet Sverige begyndt at interessere sig mere og mere for modernistiske fænomener som dodekafoni og endog videregående serielle teknikker som de præsenteres ved feriekurserne i Darmstadt. Førende svenske komponister i denne generation var Karl-Birger Blomdahl, Ingvar Lidholm og Sven Erik Bäck.

I frustration over tingenes tilstand på de Nordiske Musikdage i Helsinki 1956 lancerer Per Nørgård det siden så berømte begreb Det Nordiske Sinds Univers i en artikel hvori han udtrykker, at de nordiske komponister er for lidt bevidste om deres egne rødder, vel at mærke rødder som ikke blot er af kulturel art, men også har at gøre med klima og natur.

Artiklen giver anledning til en heftig debat - især Blomdahl reagerer voldsomt - og Per Nørgård får for en gangs skyld støtte blandt de reaktionære kredse, som misforstår hans tanker. Men debatten om det nordiske sinds univers afslører i det mindste, at Per Nørgård og hans kolleger opfattede det som vigtigere at tage stilling til sin egen egenart end til de nye tiltag fra den internationale avantgarde. Nørgård havde iøvrigt under sit studieophold i Paris hos Nadia Boulanger lejlighed til at iagttage det mondæne ny-musik miljø på nært hold, og følte sig frastødt af det.

Per Nørgårds værker fra denne periode, f.eks Quartetto brioso, Sinfonia Austera og Konstellationer , er grundfæstet i denne nordiske tradition og præges af såvel diatonik som af metamorfoseteknik.



Modermisme

Men kort før 1960 skifter klimaet. Per Nørgård og hans jævnaldrende kolleger, især Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, føler alle at der er behov for en radikal retningsændring. Stadig hyppigere møder de den internationale avantgarde - ikke mindst ved ISCM festivalerne i Rom (1959) og i Köln (1960) - og de danske komponister fornemmer, at der et studiepensum de skal have indhentet.

Per Nørgård er hovedinitiativtager til oprettelsen af en studiekreds for ny musik under Danmarks Radios tag, og her går man i gang med at studere den ny musik og dens teknikker og udtryk - i første omgang blot med henblik på at opnå indsigt, men snart efter også med henblik på at integrere en del at avantgardens udtryksmidler og kompositionsteknikker i egen praksis.

Per Nørgård arbejder først og fremmest med rækketeknik. Men det er interessant at se, hvorledes han i sin måde at gribe rækketeknikken an på i virkeligheden bygger bro mellem - på den ene side - det dominerede princip i 50’ernes danske musiktænkning: den organiske, metamorfoseagtige udvikling af et stof, og - på den anden side - det serielle princip. Per Nørgård var nok interesseret i selve ideen om det prædeterminerede, ideen om at en prækompositorisk fastlæggelse af tonematerialet (= rækken) bliver styrende for tonehøjderne i et værk. Men det forekom ham utilfredsstillende at arbejde med serielle processer, der blot var resultat af komponistens vilkårlige valg. Hans overvejelser drejede sig om at finde en måde at lade grundmaterialet udvikle sig organisk på, at lade rækken selv levere reglerne for sin egen videreførelse. Arbejdet hermed førte til udviklingen af uendelighedsrækken og senere den hierarkiske musik.

Det tidlige arbejde med modernistiske teknikker ses i klaverværkerne Skizzer, 9 Studies og Fragment I-V, og især i det store orkesterværk Fragment VI, som er det mest ekstreme danske værk fra den tid - og som i øvrigt senere er trukket tilbage.



Vokal serialisme

Andre modernistiske træk ses f.eks i Prisme (1963), hvor der arbejdes med opløsning af sproget i fonemer, som det også har været set hos Stockhausen (f.eks i Gesang der Jünglinge), Kagel (i Anagramma) og Ligeti (i Aventures). Med en særlig fonetisk notation er det muligt at anvende retrograde versioner af ord, f.eks sødme = sødmö - ömdøs.



Collage

I årene 1963-65 komponerer Per Nørgård en række musikdramatiske værker, der er kendetegnet ved udpræget stilistisk heterogenitet. Disse værker er for det første komponistens konfrontation med det etablerede musikteater, operaen og balletten, men desuden er værkerne med deres collageagtige sammenstilling af umage stilarter udtryk for en tidlig opmærksomhed over for den i tiden voksende erkendelse af, at det autentiske kunstneriske tidsudtryk ikke findes, at det i hvert fald ikke er entydigt, men tværtimod pluralistisk.

Collageteknik er fremherskende i operaen Labyrinten (1963), scenespillet Babel (1965) og balletterne Den unge mand skal giftes (1964) og Tango Chikane (1969).



Den Ny
Enkelhed

Den fremherskende stilretning i den danske musik i anden halvdel af 60'erne går ofte under betegnelsen Den ny enkelhed, som dækker over flere tendenser, hvis fællestræk er en afstandtagen over for modernismens store armbevægelser og ekstreme nyhedskrav, og hvis førende repræsentanter er Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Ib Nørholm og Henning Christiansen.

Per Nørgårds musik i den samme periode har imidlertid ikke meget at gøre med den ny enkelhed - i hvert fald ikke sådan som dette begreb kommer til udtryk i stilkategorierne Konkretisme, Absurdisme og Stilpluralisme. Derimod er der i Nørgårds værker fra samme periode nok en interesse for den lille verden og de små detaljer - en art tilstandsmusik uden stor gestik men med opmærksom lytten.



Indre rejser

I god harmoni med det psykedeliske i tidsånden mærkes i Nørgårds musik ofte en indadsøgen mod stilfærdige og udramatiske mikroverdener.

Dette kommer især til udtryk i klaverværket Grooving og i 1.sats af Voyage into the golden screen, samt i strygekvartetterne Dreamscape og Inscape.



Klangtæpper

I de store orkesterværker Iris og Luna fra samme tid hører man en nørgårdsk variant af eller pendant til den konturløse fladekomposition, man ellers normalt forbinder med Ligeti (f.eks Atmosphères) og den polske skole (Penderecki m.fl.).



Den Hierakiske Musik

Per Nørgårds musik i 70'erne - arbejdet med den hierarkiske musik og dens samlede teoretiske univers omfattende melodi, harmoni og rytme - ligner ikke noget andet i den samtidige musikhistorie. Tidligere i århundredet har bl.a. Hindemith anvendt overtonespektret som grundlag for en harmonisk teori, og endnu længere tilbage har Hugo Rieman (og andre) været inde på tanker om dur og mol som spejling af hinanden. Og det gyldne snit har som proportion især på det formale område fascineret mange gennem tiderne (bl.a. Béla Bartók).

Men det er jo noget ganske andet end den hierarkiske musiks (alt)omfattende musikteori hvis overordnede mål er at skabe et mikrokosmisk billede af den store sammenhæng i makrokosmos.

Imidlertid har enkelte elementer i Per Nørgårds univers berøring med velkendte internationale strømninger.



Minimalisme

Således har de repeterede mønstre i gradvis forandring som man hører i Waves, Turn, Spell og Libra tydelige relationer til den amerikanske minimalisme - men på et helt andet idémæssigt grundlag. Minimalismens pulserende rytme, som bringer den i relation til populærmusikken er væsensforskellig fra Per Nørgårds musik, hvor det pulserende først og fremmest fornemmes i værkerne baseret på den totonige uendelighedsrække, Sol- og Måne-musikken.



Post-
modernisme

I Per Nørgårds hierarkiske periode oplever man tilsyneladende en tilbagevenden til en slags tonalitet i kraft af harmonikkens fundering i over- og undertonespektrene. Desuden synes man ofte at genkende velkendte stilidiomer: Her har vi Mahler, her er en Tjakovskij-melodi, her kommer Griegs klaverkoncert. Begge dele kunne lede tanken hen på postmodernismens frie omgang med historiens arvegods og bringer andre danske komponister der arbejder med stilpluralisme i erindring. Faktisk arbejder mange af de danske komponister i 70erne med forskellige former for materialegenbrug.



Objects Trouvés

Beslægtet hermed er Per Nørgårds arbejde med objects trouvés , dvs. inddragelse af allerede eksisterende musikalsk materiale i kompositionen, som det f.eks. sker i violinkoncerten.

Både brug af objects trouvés og de mere anonyme allusioner til kendte stilistiske koder har afgjort berøring med disse tendenser.

Men - det er på et helt andet teoretisk grundlag. For grundlæggende set er der ikke meget postmodernistisk ved Per Nørgård. Faktisk er hele hans tilgang til det at komponere fundamentalt modernistisk i sin evige søgen efter det endnu ukendte, efter at afdække, opdage, erkende noget nyt. Hans musikværker bliver kunstneriske løsninger på problemer der optager ham - evt. på andre planer, såsom æstetiske, tekniske eller eksistentielle. Som ægte modernist skaber han sin kunst drevet af den indre nødvendighed.



Elektronmusik

Med i billedet af Per Nørgårds placering i den moderne musikhistorie hører også, at han lejlighedsvis har komponeret elektronisk musik, ikke i stort omfang men en enkelt gang med stor opmærksomhed til følge. Det drejer sig om Kalendermusik (1970) som var beregnet som pausemusik til fjernsynet og koblet sammen med en grafisk mobile. Både lyd og billede ville tage sig forskelligt ud alt efter hvilken tid på dagen og året pausesignalet blev sendt. Efter en ganske kort prøvetid blev det højst interessante - og ganske stilfærdige - eksperiment taget af bordet pga. af seerprotester.

Andre markante elektroniske værker er Den fortryllede Skov (1968) og Najader (1986).



Per Nørgård
som forbillede

Per Nørgård kan som komponist næppe siges at have dannet skole i almindelig forstand. Han har ikke en skare disciple der direkte er gået i hans fodspor mht. anvendelse af kompositionsteknikker, selvom enkelte elever i den hierarkiske 70er-periode, såsom Erik Højsgaard og Hans Gefors, også syslede med uendelighedsrækker. Men Per Nørgårds eksempel er for stort og for uhåndterligt. Hans interessefelt spænder alt for vidt. Man går ikke blot hen og efterligner mesteren - hvis man vil overleve som selvstændig kunstner.

Hans indflydelse er mere af almen art - som meningsdanner, vejleder og iagttager. Og her har hans indflydelse været kolossal. Få i den danske kulturverden bliver lyttet mere til end Per Nørgård - i den musikalske verden næppe nogen.

Det går helt tilbage til advokeringen af det nordiske sinds univers midt i 50erne. I begyndelsen af 60erne, da modernismen slog igennem, blev Per Nørgård hurtigt af de reaktionære kræfter i musiklivet udråbt til fjende nr 1.

Asger Lund Christiansen advarer mod

    det statsunderbyggede, tolvtons, serielt drevne linieskib med overkanonér Per Nørgård i spidsen for gardisterne og skytsbemandingen

Siden han i 1965 som reaktion mod det konservative konservatoriemiljø i København flyttede sin kompositionsundervisning til Århus har hans indflydelse som lærer for senere generationer af komponister været enorm. Han har udøvet (og nydt) en indiskutabel autoritet, uanset at en lang række komponister ikke deler hans 'organismiske' musiksyn og heraf følgende kompositoriske praksis. Således har fagpressen igennem tiden været vidne til adskillige frugtbare debatter mellem Per Nørgård og kolleger med en anden observans, f.eks Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Karl Aage Rasmussen.

Hans indflydelse har også været markant i den almindelige samfundsmæssige debat, som han flittigt har deltaget i, lige fra kampen mod atomvåben i 60erne over 70ernes diskussion om alternativer til reduktionismen og 80ernes tanker om grænser for vækst til 90ernes aktuelle emner.

Der er i medierne en for musiklivet usædvanlig stor opmærksomhed hver gang et nyt værk af Per Nørgård skal opføres. Selv TV-avisen kan bringe et indslag, og værkets nye tanker og problemstillinger lægges frem i radio og i den trykte presse.

For det er jo ved eksemplets magt som komponist at Per Nørgård øver sin største indflydelse. Ved den position som Danmarks absolut førende og mest originale komponist han indtager her ved årtusindskiftet og som han har underbygget siden midt i 60erne, hvor hvor han overtog den gule førertrøje efter Vagn Holmboe.