Musik og skabelse

Af Leif Thomsen

Per Nørgård har i en række længere studier fra 70’erne beskæftiget sig med forholdet mellem musik og skabelse - ikke kun fra en komponists syns- eller rettere hørevinkel. Enhver komponist er jo skaber. Musikken (det vellykkede musikstykke af ikke for ringe omfang: mesterværket) kan derimod også af tilhøreren tolkes som en tilblivelseshistorie. Ud fra hvilke forudsætninger og med hvilke konsekvenser - det har Nørgård beskæftiget sig meget med.

Selve denne form for tilgang til et musikværk vil være uvant eller i det mindste uopøvet for de fleste. Det gængse er vel at man ved at høre et værk fokuserer på det kompositionstekniske, på formoplevelsen, på motivisk arbejde, visse klanglige detaljer - eller simpelthen nyder følelsesoplevelsen: hyppige og også frugtbare indfaldsvinkler, som Nørgård bestemt ikke kritiserer.

Han sigter tværtimod mod en udvidelse af tolkningsmulighederne, på en ny og frisk måde at høre på, en måde der får sanserne til at vågne igen. Særlig det gængse klassiske repertoire kan ud fra infaldsvinklen ‘musik som tilblivelse’ tilføjes nye, uhørte oplevelser. Musik som tilblivelse - analytiske studier på organisk-hierarkisk grundlag er også titlen på et større skrift fra 1976. Som motto for sine studier anfører Nørgård et citat af biologen L.L. Whyte: "I ask the reader to remember that what is most obvious may be most worth of analysis. Fertile vistas may open out when commonplace facts are examined from a fresh point of view.“

Tilblivelsen

Musik som organisme - musik som arkitektur

De gængse indfaldsvinkler til musikalsk analyse er alle af mere eller mindre arkitektonisk tilsnit: Når værkets sidste tone er blevet uhørbar står den musikalske bygning, og selv om vi måske har indlevet os i musikken er det først nu, at vi overskuer stykket, kigger tilbage på det som på en bygnings arkitektur.

Nørgård foreslår nu at vi fokuserer vores oplevelse på det tilblivende i modsætning til det tilblevne. Som grundlag for en teoridannelse omkring det tilblivende i musikken foreslår Nørgård polariteten som musikoplevelsens grundlag: lys-mørk, stærk-svag, hurtig-langsom, opklarende-fordunklende etc.: Altsammen polaritetspar, som vores sansning og opfattelse er organiseret omkring.

Et andet, ligeså vigtigt grundfænomen i musikoplevelsen er bølgen. Al musik er bølger: Tonerne selv, men også rytmen, endog den musikalske gestaltning kan opleves som et hierarkisk organiseret bølgefænomen, og det, vi oplever som musikalsk udtryk, er en bestemt konstellation af disse fænomener, som konstituerer hvert værk.

Disse forskellige musikalske udtryk tolkes af Nørgård som individuelle variationer af arketypiske grundgestalter.

Polariteten

Gestalterne

Gestalterne udgør musikken, og vi opbygger musikken i vores bevidsthed via gestalterne. Det er ikke mindst Nørgårds fokusering på gestaltfænomenet, der gør hans ofte komplekse musik så opfattelig. Den er måske ikke nem at opfatte som helhed, men også den uerfarne vil som regel finde et lag i musikken, der skaber resonans og medskaben i tilhørerens bevidsthed. Musikken er et polyfont væsen, og har tilhøreren først fundet en genkendelig tråd i helhedsvævet, er det muligt at finde de andre tråde, så at den musikalske fortælling ved hvert genhør bliver stadig mere farverig og detaljeret.

Musikkens vækstenergi: Ledebilledet

Ud fra denne skitse af den musikalske tilblivelse er det let at se, hvorfor også begrebet skabelse spiller en så stor rolle i Nørgårds musik. Skabelsen er dog altid teleologisk  tænkt (dvs. begrundet i hensigtsmæssighed): Selvfølgelig, må man sige, fordi det jo er musikken, kompositionen, der er det centrale. Og denne er jo ikke vildtvoksende, men følger et ledebillede:

    Lad os antage, at al vækstenergi beror på ‘sugekraft’ - (ud fra forestilligen om at der kan iagttages analoge lovmæssigheder på alle livets eksistensplaner, biologiske, psykologiske og sociologiske). Det er måske muligt, herudfra, at skitsere forskellen på vækst og vildvækst, på blomst og svulst, eftersom ledebilledet altid fører til en højt opbygget, hierarkisk mangelaget helhed, hvorimod svulstens natur beror på repetition og tilvækst - uden andet formål end det: at blive større. Men det er en begrebsfejl at kalde sådan en vulgær størrelsesforøgelse for vækst, hvad enten det drejer sig om svulster, våbenlagre, byer eller samfund. Kun ledebilledet af en forestillet form kan sammenføre kræfterne i den højtopbyggede, plastisk fremtidsrettede udfoldelse, der fortjener navnet ‘vækst’.

Vækst