Perception - sansernes intelligens

Af Leif Thomsen





Perception

At percipere er at opfatte. Men hvad er det? I gamle dage var det at opfatte vulgærpsykologisk set at modtage og forarbejde sanselige indtryk: Man forestillede sig mennesket som en radiomodtager, der opfattede udefra kommende indtryk og reagerede på dem.

Den almindelige snusfornuft ved og vidste det altid bedre: En person har en god opfattelsesevne, siger man. Og dermed mener man selvfølgelig ikke, at vedkommende har - for nu at tænke i musikalske baner - en speciel god akustisk høreevne, men at personen kan forarbejde høreindtrykkene på en for vedkommende frugtbar måde.

Alle ved, at jo flere musikalske indtryk man i tidens løb har arbejdet med, jo mere hører man i et nyt stykke musik - eller gør man?

For det er netop der, et problem ligger: De musikalske gestalter, man har som reference inde i hovedet, kan også være ret fastlåste og ubevægelige, ligesom ens holdning til det hørte kan være fastlåst og ubevægelig. Og fastlåste holdninger, der gør en ufri over for nye indtryk og i sidste ende hæmmer den enkeltes personlige vækst, er der mange af i musikhistorien. Tænk bare på Adorno, der hverken kan beskyldes for at være umusikalsk eller ufølsom, og som alligevel i hvert fald i en periode af sit liv havde en så snæver indfaldsvinkel på det, der var rigtigt og forkert, at dette 'snæverhør' just ikke bidrog til at udvikle hverken hans eget eller læsernes potentiale.




Laget til tanten

Men: Da mennesket opfatter via gestalter, bliver musikken også nødt til at meddele sig via gestalter, mennesket kan opfatte. Men hvordan så forlene gestaltfriskhed og gestalter, så at musikken både er opfattelig og samtidig åbner sig for tilhøreren? Det er her, 'laget til tanten' kommer ind i billedet:

LT:

    Du har sagt, at du drømmer om en musik, der er sådan, at selv 'min tante' kan forstå den, men som ved hvert genhør bliver mere og mere gådefuld.

PN:

    Musik kan gerne være kompleks, men skal også have et lag, der er lige at gå til - laget til tanten. Visse dage er man jo ren tante og har ikke lyst til andet. Et stykke musikken skal have denne generøsitet, at det åbner sig for alle. Det står ikke og siger: 'Nu skal du lytte aktivt til mig, ellers kan du godt gå!


Laget til tanten - er det måske hemmeligheden bag den popularitet, som mange af Nørgårds kompositioner har også blandt ikke-musikfolk?

Tag for eksempel et af komponistens mest populære værker, i hvert fald hvis man tæller de efterhånden mange forskellige indspilninger: Korværket 'Wie ein Kind'. Andensatsen med dens gyngende rytme og tonale akkorder går lige ind- og dog: Hvad er det dog egentlig for en mærkværdig rytme, på en gang pulserende og uforudsigelig?




Den uforudsigelige puls

Ud fra en to-tone-uendelighedsrække udvikles en 'pischop'-rytme, idet to ens efter hinanden følgende toner bindes sammen. En meget enkel struktur og iørefaldende klar (også gennem dur-mol-akkorderne. Og alligevel kompliceret, idet rytmen indeholder sig selv: Fokuserer man på hver anden tone, høres rytmen i halvt tempo, ved hver fjerde i kvart tempo osv. Det umiddelbart enkelt klingende indbyder altså til fordybelse og i sidste ende en opøvning af den musikalske perceptionsevne og udvikling af den musikalske intelligens, hvis man vel at mærke gider at tage handsken op - men man har selvfølgelig fuldt ud lov til kun at være tante, lokket af den umiddelbare charme.




Det skal kunne høres

God musik - og især kompositionsmusik nu om dage - er ofte kompleks. Det er den, fordi vores verden også er det. Sommetider oplever vi at være midt i 'den store fortælling', at være en organisme i en større organisme. Men ofte oplever vi også en modsætningsfyldt verden,der netop ikke vil hænge sammen. Kunstens opgave må da være at skildre netop splittelse og sammenhæng - på en gang. Verden er sammenhængende, men uudgrundelig, og også det kan kunsten spejle.

For musikken betyder det, at kompleksiteten skal være hørbar. En kompleks musik må derfor tage sit udgangspunkt i de musikalske gestalter, der for sig selv skal være klart opfattelige, selv om det overstiger den menneskelige bevidstheds muligheder på en gang at høre alt, hvad der foregår.




Tilbagetrukne værker

Det er sket for Nørgård, at den komplekse struktur i et værk ikke var til at opfatte. Så har Nørgård konsekvent trukket værket tilbage. Det mest kendte eksempel er Fragment VI for orkester fra 1961, hvor den gennemførte serialisme førte til en 'uigennemhørbarhed' af stykket, til den samme 'velkendte gråhed', udsprunget af en papirkompleksitet, der netop ikke tager hensyn til vores hørevaner. Ironisk nok vandt han med netop dette stykke en pris i den kendte Gaudeamus-konkurrence for ny musik. Både Stockhausen og Krenek sad i juryen - hvilket unægteligt kaster et lys over de daværende kriterier for 'god' ny musik.