Idyl og katastrofe

Af Leif Thomsen





Nordisk

Vejen til idyl og katastrofe

Den tidligste periode i Nørgårds skaben, den 'nordiske', varer til omkring 1960. Ganske vist er musikken her også konfliktpræget, men metamorfose-tankegangen, der præger komponistens teknik i disse år, holder sammen også på de værker, der har en voldsom dramatisk gestus, som f.eks. 1. symfoni.


Collagepræg

Billedet ændrer sig med de mere collageprægede værker, Nørgård komponerer i midten af 1960'erne. I balletmusikken Den unge mand skal giftes fra 1964 møder man mange forskellige stilarter og citater.
'Økologisk musik'




'Der ganze; der rühmliche Teppich...'

Med orkesterværket Iris fra 1966 møder vi en komponist, der er på vej til en musik, man kunne kalde for 'økologisk': Musik, der har en vibrerende helhed som tema, med tredje symfoni som højdepunkt i 1975. “Fühl', daß der ganze, der rühmliche Teppich gemeint ist', hedder det jo også i Rilke-digtet, der ligger til grund for slutningen af symfonien. Musikken er organisk og hierarkisk, men den er hverken overvejende meditativ eller 'kosmisk'. Man møder nemlig også i de hierarkiske værker dramatiske og ligefrem konfliktprægede steder - men de er netop ligeværdige aspekter af et samordnet univers.

Lidelsen og det absurde

Nørgård sigter mod udviklingen af 'det fulde potentiale' i musikken, som han selv siger. Og det menneskelige rummer også det absurde: Bananskallen, der får en til at snuble midt i en formentlig sikker gang. Og tilværelsen rummer lidelsen og endda katastrofen. Denne kan ikke gemmes bort i et system, men forbliver en fremmed pæl i vore hjerter.

Katastrofen er det svært at skildre med en systematisk kompositionstænkemåde, som de hierarkiske teknikker jo er udtryk for. Den falder jo netop ud af systemet.

Siddharta

Problemet med at skildre lidelsen som et pludseligt indbrud af katastrofe bliver for Nørgård akut med den store opera Siddharta (1975-79). Operaen skildrer prins Siddhartas, den senere Buddhas, opvækst i kunstige omgivelser. Faderen Suddhodana vil ikke, at sønnen bliver konfronteret med lidelse, og hele prinsens opvækst bliver således et slags skuespil: Alle hofmedlemmerne har ordre til ikke at vise prinsen tilværelsens uundgåelige mørke sider. Dem får han dog alligevel at se: I 3. akt konfronteres han med en danserindes sygdom og dødskamp. Han mister uskyld og illusion, gør op med faderen og hans bedrag og hoffets falske liv. Siddhartas lange vej til hans senere Buddha-liv starter her.

Formørkelse

Operaen er overvejende komponeret med de hierarkiske teknikker, men netop stedet, hvor Siddharta møder døden, findes ikke i operaens uropførelses-version. Scenen er simpelthen ikke komponeret. Konfrontationen med døden overlades til tilhørerens fantasi. Men i 1984 indføjer Nørgård netop denne scene under titlen 'Formørkelse'.

Musikken i anden og tredje akt, den musik, der skal skildre det falske hofliv, der ikke vil vide af sorg, død og lidelse, er, som Nørgårds siger, til dels

    en kunstigt idealiseret pop-peppet toneverden: Suddhodanas kosmetiske virkelighedsspejl til at sætte Siddharta blår i øjnene.

Ovenfor denne toneverden følger så sammenbruddet. Om dette sammenbrud siger Nørgård:

    Og det er, hvad jeg ikke kunne komponere - og Sarvig ikke skrive - på det tidspunkt, i 1979, hvor jeg var nået til det sted i 3.-akten, hvor Siddharta oplever døden, ser danserindens (uskønne) dødskamp og hendes følgende, endnu mere rædselsvækkende, ophør af livsytringer.

    Komponisten sprang altså det pågældende sted over, for at overlade til tilhøreren at forestille sig, hvor forfærdeligt Siddharta har det indvendigt.

    (....)

    Efter Wölfli-værkernes komplekst-urene udtryk følte jeg muligheden, eller rettere nødvendigheden af, at komponere den udeblevne arie. Hvem andre end Wölfli havde forudsætninger for at udtrykke ordene for det på volden uforberedte sind (...), og hos ham fandt jeg til Siddhartas situation stærke og dækkende udbrud...

Hvad var der sket?