'Den Hierarkiske Musik'

Per Nørgårds kompositoriske univers i 70'erne med baggrund i 'De Åbne Hierarkier'.

Af Erling Kullberg


Indledning

Per Nørgårds musik fra 70'erne er i bund og grund funderet på hans optagethed af 'det hierarkiske princip' som universelt organisationsprincip. Som basis for orden, hvadenten det drejer sig om samfundet, naturen, universet eller kunsten.

Per Nørgårds interesse for hierarkier deles iøvrigt af en lang række andre tænkere i slutningen af 60'erne både inden for humaniora og naturvidenskaber. Det er i tiden op til et større paradigmeskift, hvor holistisk præget filosofi formuleres som mulig afløser for de hidtil fremherskende reduktionistiske, atomistiske tænkemåder.

Arthur Koestler var en af hovedaktørerne på denne scene, og hans bog Beyond Reductionism blev en stor inspirationskilde for Per Nørgård. Heri diskuteres i vid udstrækning det hierarkiske organisationsprincip som en forudsætning for alt liv.


Åbent hierarki

Hierarki skal her naturligvis ikke forstås i den negative, dagligdags betydning som et stift, ovenfra styret samfundssystem ('præstevælde'), men som 'åbne' hierarkier uden absolut top eller bund. En tilsyneladende top lader sig føje sammen med andre 'toppe' på samme niveau i hierarkier, som peger mod endnu højere relative toppe, ligesom systemet også nedadtil lader sig underdele uendeligt.

I et åbent hierarki er intet lag af højere rang end et andet; ethvert element er på en gang samlingspunkt for underliggende lag og del i sammenhænge på et andet niveau.

Mennesket kunne billedligt repræsentere et element i et sådant hierarki: sammensat af organer, der igen er sammensat af væv, celler, molekyler, atomer og som opadtil organiserer sig i familier, samfund, nationer etc.

Nørgårds interesse for det hierarkiske hænger nøje sammen med de erfaringer han gjorde på det kompositoriske plan. Ved arbejdet med udviklingen af den melodiske uendelighedsrække blev han hurtigt klar over dens hierarkiske egenskaber: at den var sig selv lig, hvadenten man spillede hver tone, hver 4. tone, hver 16. osv (for en grundig gennemgang af disse egenskaber henvises til artiklerne om uendelighedsrækken).
I en række værker udforskedes de spændende perspektiver heri, og efterhånden udviklede Per Nørgård et behov for at finde frem til systemer inden for dimensionerne rytme og harmonik, som svarede til uendelighedsrækken i den melodiske dimension.
Kravet til et sådant system var:

    uendelighed
    hierarkisk opbygning

Efterhånden fandt Nørgård frem til sine 3 uendelighedshierarkier. Desuden udviklede han teorier for, hvorledes disse kunne kobles sammen til ét stort system.
Hermed var - midt i 70'erne i værkerne omkring den 3. symfoni - principperne fuldt udviklet for den såkaldte 'hierarkiske musik'.



Det melodiske uendelighedssystem

Det grundlæggende i det melodiske uendelighedssystem er naturligvis uendelighedsrækken, hvis mange egenskaber er omfattende beskrevet i artiklerne specielt om denne.

Vi vil her nøjes med at betragte et lille udsnit af rækken.


Det siger sig selv, at uendelighedsrækken er et billede på et 'åbent' hierarki af den type der omtaltes i indledningen, hvor intet lag er mere 'oprindeligt' eller betydningsfuldt end de andre. Ligesom den oprindelige række er den samme som bølgelængde (BL) 4, 16, 64 etc., kan der tænkes indskudt 4, 16 eller 64 etc. uendelighedsrækketoner mellem rækkens 1. og 2. tone - på et 'hurtigere' niveau.

Erkendelsen af de beskrevne egenskaber ved den melodiske uendelighedsrække - egenskaber der gør den egnet som abstrakt symbol på forestillingen om en sammenhæng eller strukturidentitet mellem stort og småt i den kosmiske helhed - er på storslået vis fremstillet i musikalsk klingende form i Voyage into the Golden Screen (1967).
Men uanset de spændende perspektiver, der kommer til kunstnerisk udtryk i værker som Voyage into the golden screen, ville det imidlertid næppe i længden være frugtbart at fortsætte med - i værk efter værk - at udlægge den fysisk tilstedeværende uendelighedsrække.

Arbejdet med uendelighedsrækken bliver først for alvor perspektivrigt, når bølgelængdetankegangen videreudvikles i retning af, at den komplette række ikke nødvendigvis behøver at være klingende til stede for at fungere som sammenhængsskabende faktor - m.a.o. tanken om at forskellige bølgelængder kan være samtidigt tilstede som indbyrdes forskellige, men dog relaterede musikalske lag, nøje proportionerede efter bølgelængdernes indbyrdes talforhold. Først da viser uendelighedsrækken sig som den hierarkiske musiks DNA, grundstrukturen der er bestemmende for al udvikling, men ikke nødvendigvis aktiveret (= synlig, hørlig) i fuldt omfang hele tiden.

I analogi med det biologiske DNA-molekyle, hvor hele DNA molekylet ikke er aktivt i alle celler (f.eks er det andre dele af DNA- molekylet, der er aktivt i en storetåcelle end dem, der er aktive i en levercelle). Det er heller ikke nødvendigvis aktivt hele tiden i den enkelte celle (f.eks producerer bugspytkirtlen ikke insulin hele tiden).