Fænomenologi hos Per Nørgård

Af Svend Hvidtfelt Nielsen

Generelt om Per Nørgård og den goetheanske fænomenologi

Gennem hele Per Nørgårds skribentvirksomhed og kunstneriske produktion løber som en rød tråd inspirationen fra J.W.Goethes (1749-1832) erkendelseslære, hans fænomenologi. Som metode til at opnå erkendelse passer den som hånd i handske til Nørgårds kompositionsteknikker og hans livsopfattelse generelt. Med denne goetheanske fænomenologi som værktøj har Nørgård i en række artikler og indlæg nedlagt et gennemarbejdet bud på sin opfattelse af forholdet mellem mennesket og verden, samt musikkens rolle i dette forhold.

Udgangspunktet for Goethes fænomenologi er, at den rene betragtning af omverdens fænomener også kan danne grundlag for en forståelse af dem. Man skal med andre ord ikke søge en dybere, skjult sandhed bag fænomenerne.

Nørgård forklarer selv denne goetheanske fænomenologi således: At tænke goetheansk “vil sige at lade fænomenerne tale for sig selv uden at søge en forklaring “bagved”.” (Vækst ....).
Per Nørgård har givet en af sine mest sammenhængende fremstillinger af sin brug af den fænomenologiske metode i artiklen:

    Vækst - som ledebillede og som proces (1979)

Og for en samlet fremstilling af den fænomenologiske metodes konsekvenser i forhold til opfattelse af Kunst henvises til:

    Svar til Poul Nielsen (1973)
    Følsomheden er en revolutionær pligt (1974)

Alle tre artikler findes i Per Nørgård artikler 1962-82. For en samlet fremstilling af Per Nørgårds verdenssyn se:

    Svend Hvidtfelt Nielsen: Virkeligheden fortæller mig altid flere historier (Det fynske Musikkonservatorium 1995)

Iagttager/deltager

I den goetheanske fænomenologi er det en central pointe, at betragteren ikke blot skal iagttage verden, men også deltage i verden.

Betragteren er med andre ord ikke placeret i ophøjet ligegyldighed udenfor sit problemfelt, men må engageret kaste sig ind i dette problemfelt. I sin deltagelse i begivenhederne må han da samtidig til stadighed iagttagende registrere, hvad der sker, både “i” os og “udenfor” os. Og skal han have gavn af denne registrering, må han naturligvis kunne fastholde det registrerede forløb.

En komponist kan f.eks. ikke lære sig årsagerne til musikkens virkekraft gennem hverken akustiske studier af lydbølger eller rent fysiologiske studier af menneskeøret. Kun ved at sætte sig som lytter og selv opleve musikken, kan han skaffe sig forudsætninger for at kunne notere sig indtrykkene, og selv skabe en musik.

For at kunne iagttage og deltage på samme tid må man optræne sin opmærksomhed til nøgternt at registrere en hændelse samtidig med at den opleves. Per Nørgård beskriver i artiklen Vækst...  fænomenet således:

    Når vi “sjæleligt” føler, er vi deltagere, og
    enhver erfarer sig-selv, informeres direkte om sin
    egen natur og dens handlingsmotiver - mens den
    iagttagende, åndeligt-upartisk del af os kan vækkes
    mere eller mindre, til at notere sig såvel de intimt
    følte egne indtryk (og udtryk!) som de “ude fra
    betragtede” omverdenshændelser

Selviagttagelse og ansvarlighed

Per Nørgård bruger ikke kun den fænomenologiske metode til at studere omverden. Han ser også ind i sig selv, og registrerer hvorledes han selv reagerer i forskellige situationer.

Den indsigt han herved får kan, eller bør måske ligefrem - have etiske konsekvenser.

I forlængelse af at Nørgård påpeger komponistens nødvendighed af at udsætte sig selv for musikalske påvirkninger hedder det nemlig, at man skal “forholde sig ansvarlig” overfor disse “dybe oplevelser", ikke forvise dem til de blot “gode erindringer”, "men tage oplevelserne på sig - og tyde dem”.

Et større kendskab til sig selv muliggør en større ansvarlighed og tiltro til egen dømmekraft. Nørgård:

    Jeg bliver ansvarlig overfor mig selv m.h.t. hvad og hvor meget jeg accepterer af tidens fordomme om virkelighedens natur.