Genrer

Af Jørgen Mortensen



Per Nørgårds produktion er meget omfattende og fordeler sig på stort set alle genrer.


91 1/2 time

Idet man optæller den samlede spilletid for alle værker frem til juli 1999 når man frem til en samlet spilletid på 911/2 time - med en lille usikkerhed, idet der er gættet på nogle af de varigheder, der ikke er opgivet.

At dette er en stor produktion ses måske klarest ved sammenligning med Carl Nielsens samlede produktion. Den er på 30 timer og som sådan imponerende, men Nørgård ligger altså ca. 3 gange så højt.

Rued Langgaards produktion er langt større end Carl Nielsens, den er på 48 timer. Men stadig er det kun ca. halvdelen af Nørgårds produktion til dato.



Ca. 330 værker

Værklisten omfatter i dag ca. 330 værker, fordelt på årene 1951-1999. Det skal dog bemærkes, at nogle værker er "åbne", dvs. besætningen er fleksibel, der kan udarbejdes selvstændige stemmer, der kan improviseres - se nærmere om dette under Åbne værker i 70’erne.

Det følgende diagram gengiver, hvor mange minutters musik, der er komponeret hvert år fra 1951-1999. Et værk er regnet med til det år, hvor det er færdiggjort, uanset om det er skrevet over flere år.

 

Hvad kan man læse ud af dette?

Der ses et forholdsvis jævnt niveau i årene 1951-1961, hvor spilletiden svinger omkring en time pr. år. Men i 1962 tager det et ryk frem, og frem til år 1969 ligger spilletiden på omkring to timer. Diagrammet gengiver jo kun det kvantitative, men også ud fra værkernes kvalitet kan man tale om en kreativ eksplosion i disse år, hvor mange nyskabende værker - mere eller mindre baseret på uendelighedssrækken - ser dagens lys. I denne periode er der skrevet værker som Iris, Luna, Grooving, Voyage into the golden screen .

At året 1970 topper med over 10 timers musik har sin forklaring i, at Kalendermusik, pausemusikken til fjernsynet (elektronisk), produceres. Den varer hele 8 timer.

I de følgende år ses oftest spilletider på ca. to timer eller over. Et enkelt dyk i 1971 kan forstås på baggrund af, at Gilgamesh kom året efter, et dyk i 1974 af, at Symfoni nr. 3 kom året efter. Et dyk i 1978 kan være indvarslingen af Siddharta.

Årene 1980 -1982 ses som yderst produktive - det er i disse år Wölfli påvirkningen slår igennem med i værker som Wie ein Kind og Symfoni nr. 4. I 1981 er der komponeret hele 16 værker! At 1986 topper har til dels sin forklaring i det elektroniske værk Najader og balletteten Ildnatten.

I 90’erne ses et boom omkring 1992-93, måske udløst af de nye strukturer, Tonesøerne.


Genrer
Hvorledes fordeler disse værker sig på forskellige genrer?

Instrumentalmusik
Heraf:		 43%
Orkestermusik 8%
Koncerter 4%
Kammermusik 18%
Solostykker 13%
Elektronisk musik 12%
Vokal musik
Heraf:		 23%
Kor, evt. m. instr. 16%
Anden vokalmusik 7%
Dramatisk musik
Heraf:		 22%
Opera 10%
Ballet 4%
Film, TV 4%
Anden dram. mus. 4%

I en hovedopdeling i fire kategorier (instrumentalmusik, elektronisk musik, vokalmusik og dramatisk musik), ses det, at den største gruppe er instrumentalmusikken, hele 42 %. Der er kun produceret ca. halvt så meget vokalmusik (23 %) og ca. halvt så meget dramatisk musik (22 %). At den elektroniske musik udgør hele 12 % af den samlede produktion skal bl. a. ses i lyset af Kalendermusik’s hele 8 timers spilletid, det fylder i statistikken.



Instrumental-
musikken
Solostykker

Størsteparten af instrumentalmusikken er kammermusik, men solostykkerne udgør en betragtelig del, hele 12 % af produktionen, fordelt på hele 76 kompositioner. De foretrukne instrumenter er klaver, orgel, guitar, cello, i de senere år også slagtøj. Jævnt fordelt hen over alle årene er der skrevet stykker for accordeon.

Det er ikke blot kvantitativt, men også kvalitativt, at solostykkerne indtager en fremtrædende plads. I mange tilfælde er instrumentet tildelt en helt ny rolle, grænserne for instrumentet er flyttet. Det er ofte foregået i en frugtbar dialog med en fremragende musiker.

Mange solostykker har en spilletid på 10-15 minutter, men nogle er også ganske korte, under 5 minutter. En sådan miniature kræver en speciel "epigrammatisk" præcision. Det er en udfordring, som Nørgård gerne tager op, også for lidt større besætninger.


Kammer-
musik

Størstedelen af kammermusikken er for 2-4 instrumenter. Nørgård har en speciel forkærlighed for kammermusik i usædvanlige instrumentsammensætninger, men to "klassiske" besætninger som strygekvartet og klarinettrio (klarinet, cello, klaver) har haft Nørgårds bevågenhed gennem mange år.

Ligesom ved solostykkerne må man sige, at mange af disse kammermusikværker er nytænkende, sætter nye grænser for en genre.



Orkesterværker
Symfonier

Blandt orkesterværkerne tæller symfonierne tungt. De seks symfonier er fordelt ud over alle de produktive år, hver symfoni med et fundamentalt nyt udtryk - se gennemgangene af symfonierne og se (og hør) også Nørgårds egne ord om det forpligtende i genren .


Solokoncerter

Solokoncerterne er ikke spredt ud over alle de produktive år. Bortset fra accordeonkoncerten Recall fra 1968 er de alle komponeret i 80’erne og 90’erne, hvor problematikken omkring eneren over for kollektivet optager Nørgård. Solokoncerterne, der som solist har henholdsvis slagtøj, cello, bratsch, violin, harpe og klaver, er alle meget markante værker.


Elektronmusik

Man kan ikke påstå, at Per Nørgård har profileret sig specielt som elektronmusik komponist, men alligevel har han beskæftiget sig med genren helt tilbage i 1968 med Den fortryllede skov. Det store værk Kalendermusik på 8 timer fra 1970 blev af forskellige grunde ikke anvendt til det oprindelige formål, pausemusik til fjernsynet. I dag smiler når vi tænker på at nogen fjernsynsstation nogensinde skulle sende et pausesignal! Kalendermusikken blev omarbejdet til Årsfrise i 1989. Andre elektroniske kompositioner er Najader med et par beslægtede værker og Circus City fra 1995.



Vokalmusik

Kormusik
Inden for vokalmusikken er størsteparten for kor, alene eller sammen instrumenter. Man kan se to tendenser i kormusikken, tendensen til at inddrage amatører (se artiklen om amatørmusikken ) - værker som Du skal plante et træ og Vinterkantate - og tendensen til at dyrke genren virtuost, som f. eks. i Frostsalme. Det er indlysende, at begge tendenser ligger Per Nørgård meget på hjerte.


Anden vokal
musik

Den øvrige vokalmusik omfatter solosang med klaver, og især solosang med forskellige fantasifulde instrument-sammensætninger.


Dramatisk musik
Opera

Den dramatiske musik har også ligget Per Nørgård på sinde, især opera-genren. Labyrinten er fra 1963, Gilgamesh fra 1972 og Siddharta fra 1979. Især disse to sidste er "stort anlagte operaer". Det guddommelige Tivoli, Wölfli operaen fra 1982, Den uendelige sang (1988) og Nuit des hommes (fra 1996) til tekst af Apollinaire har karakter af kammeroperaer.


Ballet

De to balletter Den unge mand skal giftes og Tango Chikane er fra 60’erne, medens Kropsdrøm, Tre søskende og Ildnatten er fra midten af 80’erne.


Film, TV

Nørgård har skrevet musik til film som Den røde kappe (1966), Manden der tænkte ting (1969), Babettes Gæstebud (1986) og Amled - Prinsen af Jylland (1993). Musikken til BBC’s TV opsætning af Hedda Gabler er fra 1993.


Anden dramatisk
musik
Den øvrige dramatiske musik omfatter bl. a. det sceniske ungdomsoratorium Dommen (1962) og Babel (1965) - "et musikalsk scenespil for mennesker". Endvidere er der skrevet lejlighedsmusik til bl.a. skuespil og radioteater.