Biografi



Vagn Holmboe

I 1949 skete der samtidig noget, der i høj grad satte præg på hele Nørgårds senere liv. Han ville gerne lære mere om komposition og ringede beslutsomt (som 17-årig !) til en af de mest kendte danske komponister, nemlig Vagn Holmboe, og spurgte, om han ville tage ham som privatelev. Et møde blev arrangeret, og, som Nørgård selv erindrer, tog Holmboe et af Nørgårds manuskripter og begyndte at læse i det, vendte så øjnene mod den unge komponist, kiggede ham dybt i øjnene og sagde de for Nørgård uforglemmelige ord: „Jeg er overrasket”.

Holmboe underviste så Nørgård privat i komposition, indtil han efter studentereksamen i 1951 kom ind på konservatoriet. Som sagt var han jo privatelev hos Holmboe, og timerne blev betalt af Nørgårds forældre - 100 kroner pr. gang, hvilket den unge komponist dengang syntes, var mange penge. Holmboe udbad sig en vis prøvetid, hvor han ville finde ud af, om hans elev var modtagelig for undervisningen. Nørgård var, og for fremtiden betalte forældrene timerne, mens Holmboe brugte beløbet til at købe partiturer for - ikke til ham selv, men såmænd til Nørgård!



Revyer

Nørgård skriver i sine egne biografiske skitser, at han i teenage-alderen var genert. Men han var absolut ikke uselskabelig og stillede gerne sin kunnen som pianist og komponist til rådighed for et større publikum. Han komponerede også musik til forskellige lejligheder, bl.a. revyer. Nedenfor er vist udsnit af to revyprogrammer fra 1950. som han har skrevet musikken til.



Den første offentlige fremførelse

Nørgårds egen værktælling begynder med en sonate for klaver fra 1949. Men de første 11 registrerede værker blev ikke opført offentligt. Det er hovedsageligt klaverværker, men også et værk for klaver og cello samt et for klaver og to sangstemmer.

Den første offentlige fremførelse af et værk af Per Nørgård skete den 30.3.1951. I en koncert arrangeret af De Unge Tonekunstnere blev hans Concertino Nr.2. for klaver opført af Elvi Henriksen.

Nu tildags mødes anmeldere ofte af kritik. Nogle påstår, at de er uretfærdige og ikke sætter sig tilstrækkeligt ind i tingene.

Dagens anmeldere anvender dog sjældent en direkte nedladende tone. Men se blot på en af anmeldelserne af den ovennævnte koncert. Her er det ikke blot Per Nørgårds klaverværk, der får en dårlig anmeldelse, det er hele koncerten, der berettes om i en temmelig ironisk tone, der vel er ment humoristisk - men som dog samtidig kaster et grelt lys på den nye musiks omtale og omgangen med den nye generation blandt de selvbestaltede eksperter.



Musikstudium

Nørgård bestod optagelsesprøven og studerede fra 1952-55 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København med komposition som hovedfag - hos Vagn Holmboe. Egentlig ville Nørgård også gerne have haft ham som lærer i musikteori.

Men Holmboe mente, at den unge komponist skulle undervises så alsidig som muligt, så Nørgård fik Finn Høffding, Homboes egen lærer, som lærer i teori. Også forholdet til Finn Høffding var præget af livsvarigt venskab og dyb respekt. Holmboe døde i 1996 i en alder af 87 år, mens Høffding døde i 1998 i en alder af 99 år.

Som klaverlærer havde han Herman D. Koppel, i musikhistorie Bjørn Hjelmborg og i hørelære Svend Westergaard.

Nørgård fortæller i sine autobiografiske noter, at han til og med studerede violin, harpe og horn. På sidstnævnte instrument havde han dog store problemer med overhovedet at få en tone frem.



Studievennerne Ib, Pelle og Per

Sammen med Per Nørgård studerer to andre komponister, vennerne Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ib Nørholm. Deres venskab holder også hen over studietiden. Man mødes og arbejder sammen om bedre arbejdsvilkår for komponister - og dette på trods af store forskelle i den enkelte komponists ‘stil’ og personlige fremtoning. Dette at være helt sig selv og dog kunne stå sammen, når det gælder fremme af kompositionsmusikken, det er et fænomen, som er manifesteret ved disse tre personer, det er også en af grundene til, at dansk kompositionsmusik står stærkt i dag, også internationalt.



Det konservative konservatorium

Allerede i studietiden gik det stærkt med kompositionerne: Vægtige værker som den første klaversonate, Solo intimo op. 8 for cello solo eller korsuiten Aftonland med tekst af Pär Lagerkvist. Studietiden var succesrig, men atmosfæren på konservatoriet var ret konservativ og afvisende over for mange af de nye komponister, der dukkede op rundt omkring i verden. Faktisk levede man lidt i isolation. Hele Schönbergskolen, de amerikanske komponister, Messiaen i Frankrig og de kommende store navne Boulez, Stockhausen, Cage og mange andre: Det var noget, man enten slet ikke vidste noget om eller gik tys-tys med.